Gå til indhold

TV

Filtrer og sorter
17 produkter
  • Viser 17 produkter ud af 17

    Markedets bedste TV

    I HiFi Klubben finder du et håndplukket udvalg af markedets bedste fjernsyn og Smart TV i alle prisklasser. Alle typer har fordele og begrænsninger, og vi giver dig klar og ærlig vejledning, uanset om du går efter pris, design eller billedkvalitet. Og du får altid 2 års garanti.  

    Det skal du overveje, når du køber nyt TV

    Med teknologiens hurtige udvikling kan det efterhånden være svært at følge med og holde styr på, hvad alle de forskellige ting er. Er du også faret vild i junglen af LED, OLED, QLED og de andre smarte forkortelser, er der heldigvis hjælp at hente. I HiFi Klubben er en af vores fornemste opgaver at gøre teknologien forståelig for alle, så her vil vi forsøge at opridse nogle af de vigtigste ting, du skal overveje, når du vælger dit nye TV. 

    Størrelser

    Selvom der er mange andre vigtige faktorer, er det ofte størrelsen på TV’et, der bliver talt om først. Som du sikkert ved, måles fjernsyns størrelse i tommer, diagonalt fra hjørne til modstående hjørne. 1 tomme svarer til 2,54 centimeter, så hvis du skal måle, om et bestemt fjernsyn kan være i din stue, kan du lave en hurtig udregning ved at gange tommerne med 2,54 for at få størrelsen i cm. I specifikationerne kan du også se målene for bredde og højde, og de kan være nemmere at arbejde med, når du skal måle op.

    Har du allerede en bestemt plads på væggen, hvor dit nye TV skal hænges op, er det en god idé at måle ud fra starten, så du ikke spilder tiden med at se på fjernsyn, der ikke kan være der. Har du derimod en stor, tom væg, er der rig mulighed for at gå all-in og vælge en af de helt store skærme, så du kan skabe ægte biografstemning hjemme i stuen.

    Hvis du mangler et TV til børneværelset, kan en af de mindre størrelser på eksempelvis 32, 40 eller 42 tommer være en god løsning. Det er en fin størrelse skærm, som du sagtens kan se film og spil på, men som ikke fylder hele værelset. 

    Skal din teenager have opgraderet sit TV, kan I overveje at gå et nummer op i størrelse, så det i stedet hedder 49, 50 eller måske 55 tommer.

    Har du planer om at lave en hjemmebiograf, bør du ikke gå længere ned i skærmstørrelse end 65-70 tommer. Hvis du har plads til det, giver det en super fed oplevelse at vælge en af de helt store modeller på 75 eller 85 tommer, som virkelig kan give dig fornemmelsen af at være der selv. Det kræver selvfølgelig, at du har et rum, der er stort nok til det. 

    Som tommelfingerregel bør du sidde 3-4 meter fra skærmen, hvis den er 65-75 tommer, mens en mindre skærm kræver kortere afstand, og en større skærm kræver længere afstand. 

    Du kan også vælge ud fra, hvad du primært bruger dit TV til. Ser du mest nyheder og almindelig underholdning, kan en mellemstørrelse skærm fint klare opgaven. Er du derimod sportsfan, bør du vælge 60 tommer eller mere – sport er bare fedest på en stor skærm!

    Skal du primært bruge TV’et til gaming, er en mindre skærm at foretrække, da du ofte sidder tæt på den. En for stor skærm gør det svært for dig at se hele billedet på en gang, hvilket både kan gå ud over dit spil og dig selv.

    Se vores udvalg af størrelser

    LED, OLED og QLED – hvad skal du vælge?

    Måske har du allerede styr på, hvad du skal gå efter, men det kan også være, at du er en af dem, der er lige ved at give op, før du er kommet i gang, når du støder på de første mærkelige forkortelser og tekniske udtryk. 

    Det behøver hverken være besværligt eller teknisk at købe nyt TV. Herunder kan du læse kort om de forskellige typer, men du er også altid velkommen i butikken, hvis du hellere vil se de forskellige muligheder med dine egne øjne – det er som regel mere håndgribeligt end besværlige forklaringer.

    LED

    LED TV har efterhånden været på markedet i en del år, så hvis du ikke allerede har et LED TV selv, har du sikkert hørt om dem. Et LED TV er en god løsning i dagligdagen, da det fungerer godt i de fleste lysforhold og giver dig en rigtig god billedkvalitet. Billedpanelet består af millioner af LCD krystaller, som lukker og åbner for lyset, som kommer fra LED lysdioder.

    Prismæssigt ligger LED fjernsyn i et niveau, hvor alle kan være med, både når det kommer til Smart TV og storskærm. En lille ulempe ved LED TV’er er, at de ikke kan vise helt kulsort og især i kanten af skærmen kan du opleve, at bagbelysningen skinner igennem mørke områder. Det er dog sjældent noget, der distraherer i hverdagen, men hvis du er lidt nørdet, kan det være et minus i din bog.

    OLED

    OLED står for Organic LED og er et stærkt bud på et godt TV. I modsætning til det traditionelle LED giver OLED et perfekt sortniveau. Det er de enkelte pixels (billedpunkter) i skærmen, der udsender lys, hvilket giver mulighed for adskillige fordele såsom en helt flad skærm og lavt energiforbrug. Det perfekte sortniveau kan opnås netop på grund af de enkelte pixels, da du kan slukke for de helt rigtige for at få den dybe sorte farve. Se vores udvalg af OLED TV

    QLED

    QLED er udviklet af det meget velkendte brand Samsung. Det er kort fortalt en forfinet udgave af teknologien fra LED TV’er – både i forhold til LED-bagbelysningen og LCD-krystallerne. QLED fungerer med en Quantum Dot bagbelysning, der består af et lag ultrasmå nano-krystaller, som sidder lige bag LCD panelet. Hver krystal udsender enten et blåt, grønt eller rødt lys, når bagbelysningen rammer den. Det betyder, at de pixels, du kan se på skærmen, bliver lavet i lys i deres rigtige farver frem for det almindelige, hvide lys, hvilket gør en stor forskel for billedet. Se vores udvalg af QLED TV.

    Pixels

    Antallet af pixels – billedpunkter – siger noget om skærmens opløsning. Hvis du hører til dem, der ikke har hverken tid eller lyst til at sætte dig ind i alt for meget teknisk i forbindelse med køb af TV, har vi her samlet et par overordnede pointer om pixels og hvilken betydning, de har. Her nedenfor kan du se, hvor mange pixels de forskellige typer har:

    • Full HD = 1920 x 1080 pixels
    • 4K/UHD (Ultra HD) = 4 x full HD = 3840 x 2160 pixels
    • 8K = 4 x 4K/UHD = 7680 x 4320 pixels

    De meget populære 4K og 8K resolution modeller kan altså siges at være henholdsvis fire og otte gange så gode i opløsningen som full HD. Et højt antal pixels er dog ikke udelukkende garant for et godt billede, da det også hænger sammen med størrelsen på skærmen. En lille skærm med 4K kan derfor godt være bedre end en stor skærm med 4K, da de mange pixels her sidder tættere og dermed giver en bedre skarphed.

    Hvis ovenstående er helt sort snak for dig, er du altid velkommen til at kontakte os – enten via telefonen eller fysisk i en af vores butikker. Vi står klar til at svare på spørgsmål og guide dig i den rigtige retning, så du ender med den bedste opløsning, den bedste størrelse og i det hele taget den bedste løsning til dit behov.

    Lydkvalitet

    Selvom teknologien og udviklingen stormer frem i rekordfart i disse år, kommer vi ikke udenom, at flade skærme giver flad lyd. Nogle modeller giver en ganske fornuftig lyd, som fint kan leve op til dine daglige behov, men hvis du går op i god lyd og vil have den fulde oplevelse, anbefaler vi, at du anskaffer dig nogle eksterne højtalere, som kan spille op med billedkvaliteten.

    Det kan for eksempel være en soundbar højtaler. Den har en indbygget forstærker og placeres under dit TV, enten på væggen eller på et hi-fi-møbel. Det er en elegant løsning, som giver dig langt bedre lyd end de indbyggede højtalere i TV’et. 

    Vil du et niveau højere op i kvalitet, kan du overveje et sæt aktive højtalere. De er nemme at installere, kræver ikke et separat anlæg og giver også rigtig god lyd til spil, musik, m.m. En anden løsning er at koble TV’et til et stereoanlæg med to almindelige højtalere. Det kan give superlyd, hvis du vælger god kvalitet.

    Hvis du vil have den helt autentiske biograflyd, skal du have fingrene i et surround system, så du kan lave den perfekte og fuldendte hjemmebiograf. Til det skal du bruge en surround receiver og et antal højtalere, som kan placeres rundt i rummet, så du får følelsen af at være en del af det, der sker på skærmen.

    I HiFi Klubben synes vi, det er så trist, når folk bruger en masse penge på et suverænt TV og så ikke får den fulde oplevelse, fordi de indbyggede højtalere ikke kan følge med. Hvis du har investeret i et godt TV, er det super ærgerligt, at miste en del af det på grund af dårlig lyd, så vi anbefaler altid at supplere dit nye TV med eksterne højtalere i den ene eller anden form.

    Meget mere end bare fjernsyn

    Det er efterhånden svært at komme uden om de populære Smart TV’er – og det er der i øvrigt heller ingen grund til, for de giver dig et hav af muligheder for streaming. 

    I nogle modeller kan du via den indbyggede wi-fi funktion tilgå forskellige apps direkte, så du for eksempel kan få et Smart TV med Netflix, HBO eller YouTube. Med indbygget wi-fi og Bluetooth har du også masser af muligheder for at koble din smartphone eller tablet direkte på dit TV via en trådløs forbindelse.

    Finder du et TV uden disse muligheder, kan du altid skabe dem selv med en ekstern enhed såsom en Chromecast. Den sættes i TV’et, hvorefter du via wi-fi kobler din telefon på og kan streame fra telefonens apps til dit TV.

    Besøg HiFi Klubben og oplev alle dine muligheder

    Nogle af de mest populære brands i øjeblikket er Samsung og Philips. Det er begge brands, der arbejder hårdt for at give dig de bedste muligheder for fantastisk skarphed, gode farver og generelt en god oplevelse med dit TV. De har hver især deres forcer, og hvis du vil høre mere om mulighederne inden for de forskellige brands, er du altid velkommen til at spørge. Derudover er deres produkter jævnligt på tilbud, så du kan opgradere hjemmebiografen til en ekstra god pris. 

    Man kan læse sig til meget, men det bliver aldrig det samme, som at opleve de forskellige typer fjernsyn i virkeligheden. Derfor anbefaler vi altid at besøge en af vores butikker, så du kan få den fulde oplevelse, inden du beslutter dig endeligt for, hvilket TV der skal med dig hjem. 

    Det giver dig også chancen for at se de forskellige muligheder for eksterne højtalere, så du kan få endnu mere ud af dit nye TV.

    Se flere produkter