Bowers & Wilkins 703 S3 Mocha
Fordele
- Eksklusiv finish i lak eller ægte træfiner
- Fremragende detaljering og dynamik
- Carbon Dome diskant i separat Nautilus-hus for optimalt stereobillede
- Continuum Biomimetic Suspension FST-mellemtone
- Nydesignet delefilter med ekstra fine komponenter
Begrænsninger
- 702 S3 har endnu større kraftressourcer til store rum
- Ikke Matrix-afstivet kabinet
Odense
Bowers & Wilkins 703 S3 – eksklusiv og audiofil gulvhøjtaler i flot møbelfinish
B&W 703 S3 er en tung og eksklusiv 3-vejs gulvhøjtaler med store audiofile kvaliteter. Her får du et imponerende rent, dynamisk og velopløst lydbillede, uanset om du bruger højtaleren til musik i stereo eller som frontkanaler i en ambitiøs hjemmebiograf.
Det store kabinet og den solide bestykning giver dig væsentlig mere bas og råstyrke end 700-seriens mindre modeller, og hvis topmodellen 702 S3 er lige voldsom nok for stuen eller budgettet, har du et virkelig seriøst alternativ her. Du får nemlig stadig B&W’s unikke Carbon Dome-diskant og den nye Biomimetic Suspension Continuum FST-mellemtone.
Nyt og opgraderet design
Det separate Nautilus diskanthus på toppen af kabinettet er arvet fra den kostbare 800 Series Diamond og forbedrer både spredning og stereoperspektiv markant. Det er første gang, at 703-modellen også inkluderer denne eksklusive løsning, og både dine øjne og dine ører vil sætte stor pris på denne opgradering. Huset er drejet ud af en massiv aluminiumsblok og vejer over et kilo. Det siger lidt om kvalitetsniveauet på denne lækre gulvhøjtaler.
Finishen på 703 S3 er helt i top og vil falde naturligt ind i en stilrent boligmiljø, uanset om du foretrækker lak eller ægte træfiner. Frontgrillen monteres ved hjælp af magneter, så du ikke skal se på grimme monteringshuller, hvis du vælger at bruge højtaleren med frit udsyn til enhederne.
703 S3 fås i flere finishes. Plint og spikes i rustfrit stål medfølger.
Bowers & Wilkins 700 S3 Series – high-end kvalitet i mellemklassen
Den nye 700 S3-serie fra Bowers & Wilkins er en både designmæssig og teknologisk opgradering af 700 S2-serien, som har været utrolig populær blandt musik- og hjemmebio-entusiaster over hele verden. Ydelsen er markant forbedret i alle modeller, blandt andet i kraft af de mange teknologier, der er nedarvet fra den kostbare 800 D4 Series Diamond. S3-generationen bringer dig tættere på topserien end nogensinde før, men til en langt mere overkommelig pris.
700 S3-serien sætter endnu en gang en ny standard i mellemklassen, som konkurrenterne vil få mere end svært ved at hamle op med. Uanset om dit behov siger en kompakt feinschmecker-model eller en tung, komplet hjemmebiograf, kan du være sikker på en gennemført eksklusiv oplevelse.
Solidt og elegant design med lyden i fokus
Det nye design i 700 S3-serien er enkelt, stilrent og eksklusivt. Du kan vælge mellem højglans sort eller mat hvid lak samt den nye Mocha-finish i ægte træfiner. I forhold til den tidligere S2-generation er S3-designet gjort endnu slankere, og inspireret af 800-serien er fronten nu elegant buet med fremskudte enheder monteret i ’pods’. Alle disse opgraderinger er med til at give et endnu mere eksklusivt visuelt indtryk og reducerer samtidig lydforringende diffraktioner fra kabinettet. Resultatet er en hørbart forbedret lyd i forhold til forgængerne.
Frontbaffel og sider er i ekstra tykke plader, og der er brugt solide indvendige afstivere i MDF. Det stive kabinet reducerer resonanser i de lavere frekvenser, mens den højere masse i de tykkere kabinetsider reducerer højfrekvente resonanser. Du kan ikke se alle disse finesser – men du vil nyde resultatet af dem.
Som på 800-serien sidder den sarte diskantmembran godt beskyttet bag et diskret metalgitter, der er designet til at slippe lyden intakt igennem. Samtidig er fronten helt uden synlige monteringsskruer. Dette lader de lækre monteringsringe omkring enhederne komme helt til deres ret, så din 700-serie højtaler kan blive et elegant møbel i din stue, både med og uden stoffront.
Nautilus Carbon Dome – en diskant uden mislyde
Bowers & Wilkins’ patenterede Nautilus-diskant har i en årrække og i forskellige udgaver været standard på næsten alle deres højtalere. Nautilus-princippet bygger på et rør, som er monteret på enhedens bagside og nærmest fungerer som en omvendt trompet. Dette rør absorberer effektivt al den lyd, som enheden producerer bagud, så den fremadrettede lyd ikke påvirkes. Og det er jo den, du lytter til på en højtaler.
Den eksklusive Carbon Dome diskant i 700-serien er et mellemled mellem aluminiumsmembranen i 600-serien og den kostbare diamantmembran i 800-serien. En Carbon Dome består af to sektioner. Den forreste del er en blot 30my tyk aluminiumsmembran, der pådampes en tynd kulstofbelægning i en proces kaldet Physical Vapor Deposition (PVD). Den bageste del er en 300my tyk ring af kulfiber, som laser-udskæres til at passe profilen på aluminiumsdomens yderste del og bagefter fastgøres til denne. Resultatet er en dome med fabelagtig stivhed og en opbrudsfrekvens, der er flyttet helt op til 47 kHz – uden overflødig vægt eller andre ulemper!
Som noget nyt har hele fire 700 S3 Series modeller nu diskanten monteret i et separat hus på toppen af kabinettet for at optimere spredningen og forhindre indflydelse fra kabinetvibrationer – igen et princip hentet fra 800-serien. Som på 800-serien er 700-seriens diskanthus drejet ud af en massiv aluminiumsblok. Det elegante og nydesignede diskanthus vejer over 1 kilo, så det er yderst solidt og resonansdødt. Dette design giver også mulighed for at bruge selve huset til køling af diskanten som i 800-serien.
Enheden er også mekanisk afkoblet fra kabinettet i de modeller, hvor den sidder monteret i frontbaflen. Her er det blot gjort ved hjælp af en ring af syntetisk gel omkring magnetmotoren, og det giver et hørbart mere klart og tredimensionelt lydbillede.
FST – en unik mellemtone med unikke kvaliteter
Alle 700-seriens trevejs-modeller er bestykket med B&W’s unikke ”kantløse” Continuum FST-mellemtone. FST-enheden er konstrueret uden det konventionelle kantophæng, som kendes fra almindelige enheder, og den giver en ekstremt velopløst og neutral gengivelse af stemmer og instrumenter.
Continuum-membranen i en FST-mellemtone er vævet på en speciel måde, som gør, at uønskede resonanser på enhedens overflade bliver ”slået i stykker”. I kombination med det kantløse FST-ophæng vil membranen gengive forskellige frekvenser på forskellige områder af overfladen. Enheden ”flexer” ud fra den påførte tone i stedet for at bevæge sig som et stempel, og dette hjælper med til at sprede alle frekvenser i arbejdsområdet lige godt. Du er ikke tvunget til at sidde i én bestemt position for at kunne nyde musikken optimalt.
En virkelig nyhed i S3-generationen er det nye Biomimetic Suspension ophæng, som erstatter den traditionelle ”spider” af tekstil. Endnu en unik og eksklusiv teknologi nedarvet fra 800-serien. Spiderens rolle er at centrere svingspolen i magnetgabet og give en helt præcis dæmpning af membranens bevægelser uden at hæmme dens bevægelighed, lidt ligesom støddæmperne i en bil. Det nye ophæng giver en langt mindre luftkompression og farvning i forhold til tidligere, og resultatet er en hidtil uopnåelig naturlighed og transparens til stemmer og instrumenter.
Den fintunede ”anti-resonance” massedæmper i membranens centrum giver også et værdifuldt bidrag til at dæmpe vibrationer og styre opbrydningen. Selve højtalerchassiset er ultrastabilt støbt i aluminium, og enheden er på raffineret vis monteret på bagsiden af chassiset indvendigt i kabinettet via et specielt beslag.
Aerofoil Profile – basgengivelse fra de højeste luftlag
De rendyrkede basenheder i 700-serien er bestykket med en forenklet udgave af den ultralette og ultrastive Aerofoil-membran, som blev udviklet til 800-serien. Aerofoil-membranerne i 700-serien er stadig inspireret fra flyindustrien og det er stadig en sandwichkonstruktion. Her er den blot udført med to solide papirlag omkring et lag polystyren-skum i stedet for kulfiber og syntetisk specialskum som i 800-serien.
På trods af den enklere konstruktion er 700-seriens basenheder stadig yderst potente. De lette og stive membraner fungerer som et næsten perfekt ”stempel”, som er meget svært at drive til opbrydning i hele dens arbejdsområde. Præcis den samme grund til, at Bowers & Wilkins har udviklet Carbon Dome-diskanten til denne serie. Du vil blive overrasket over præcisionen og dynamikken fra disse avancerede basenheder.
Less is more
Delefilteret har stor betydning for højtalerens lydkvalitet, og som i deres dyreste serier har Bowers & Wilkins i 700-serien gjort sammenspillet mellem enhederne så optimalt, at delefilteret kan reduceres til ganske få komponenter. Disse er til gengæld af udsøgt kvalitet og udvalgt gennem en lang række udmarvende lyttetests. Færre komponenter giver en mere direkte signalvej, som igen giver bedre lyd. I S3 versionen er delefilteret også blevet redesignet og har fået endnu bedre komponenter end i forgængeren, og det har givet et hørbart løft til den i forvejen meget flotte lydkvalitet.
De kraftige skrueterminaler på bagpanelet sikrer problemfri funktion i hele højtalerens levetid. Du har også mulighed for at bi-wire højtaleren, så du kan vride de sidste ressourcer ud af systemet.
Basrefleks-porten er B&W’s unikke Flowport, som har små fordybninger i mundingen. Overfladen minder om en golfbold og reducerer luftmodstanden, så luften lettere kan passere. Det giver en renere og dybere bas og mindsker samtidig forvrængningen.