Bluesound PULSE M (P230) Hvid
Fordele
- Flot lydkvalitet og råstyrke for en trådløs højtaler af denne størrelse
- Elegant tekstilfinish
- Topplade i glas med touchknapper og nærheds-sensor
- Fem personlige brugerforvalg (presets) til internetradio, playlister m.m.
- Bluetooth med aptX HD samt Apple AirPlay 2
- Nem opsætning og fuld app-kontrol
- To PULSE M kan konfigureres som højre/venstre kanal i stereo-opsætning eller som trådløse surround-baghøjtalere i en Bluesound hjemmebiograf
- Fuld trådløs integration med øvrige Bluesound multirums-komponenter samt BluOS MDC modul-udbyggede NAD-forstærkere/receivere og DALI EQUI højtalersystemet
- Streaming af din egen musiksamling på PC/Mac, telefon og tablet samt internetradio og streamingtjenester (TIDAL, Spotify Connect, Deezer m.fl.)
- Tilslutning af ekstern digital eller analog lydkilde samt trådløs Bluesound subwoofer
- Høretelefon-tilslutning via kabel
- Afspiller HD-lyd op til 24-bit/192kHz (inkl. MQA)
- Kan sættes i offline standby (0,5 watt)
- Specialdesignet vægbeslag og gulvstander fås som ekstratilbehør
Begrænsninger
- Ikke mulighed for batteridrift
- Begrænset råstyrke i store rum
- Ikke egnet til fugtige rum
- Nogle alternativer understøtter endnu flere streamingtjenester
- Ægte hi-fi kræver stadig en god forstærker og separate højtalere
Bluesound PULSE M (P230) – kompakt trådløs multirums-højtaler med eksklusiv finish, flot lydkvalitet og lækker betjening
PULSE M (P230) er en kompakt og meget velspillende trådløs højtaler i Bluesound multirums-systemet. Med sit raffinerede Omni-Hybrid højtalersystem præsterer den et usædvanlig bredt lydbillede og en imponerende fyldig klang for en højtaler af denne beskedne størrelse. En nem og smart lydløsning til mindre rum som køkken, soveværelse eller hjemmekontor.
Det nye elliptiske design med tekstilfinish giver et frisk og elegant look, som vil føle sig godt hjemme i et moderne boligmiljø. Toppladen er lækkert udført i glas med nærheds-sensor, som på næsten magisk vis får touchknapperne til den grundlæggende betjening til at lyse op, når din hånd nærmer sig (play/pause, lydstyrke m.m.). Du får også 5 personlige hurtigvalg (presets), så du for eksempel kan spille din favorit internet-radiostation eller playliste, uden at du skal have fat i telefonen. En lækker og brugervenlig detalje, når det bare skal være nemt.
Bluesound-appen giver dig totalt overblik over al din musik med albumcovers og alle funktioner lige under fingerspidserne. Du får adgang til TIDAL, Spotify Connect, Deezer og andre streamingtjenester, og du kan spille alverdens lydformater inklusive 24-bit HD-lyd. Har du musik liggende lokalt på din smartphone eller tablet, kan du spille den trådløst og i høj kvalitet både via wi-fi og Bluetooth. Indbygget internetradio finder du naturligvis også.
Kan kombineres på utallige måder inklusive multirum, stereo og surround
Hvis – eller rettere når – du får lyst, kan du lynhurtigt udbygge dit system med andre trådløse Bluesound højtalere eller musikstreamere, så du kan nyde musikken i flere rum, både individuelt og samtidigt. Du får også højkvalitets tilslutning for høretelefoner.
Hvis du vil have et ægte stereolydbillede og samtidig mulighed for endnu større lydtryk, kan du via Bluesound-appen sætte to PULSE M op til at spille venstre og højre kanal i ægte stereo. Et smart trådløst alternativ til et traditionelt anlæg. Som en ekstra bonus kan du også bruge PULSE M som trådløse surround-baghøjtalere sammen med en Bluesound soundbar eller et POWERNODE musikanlæg. Det vil give dig en lydoplevelse på et helt nyt niveau, når du ser TV og film. Især hvis du også tilføjer en trådløs Bluesound subwoofer.
Som noget usædvanligt for en wi-fi-højtaler kan du sætte PULSE M i dyb standby (0,5 watt) ved at trykke på touch-panelet på toppladen i cirka 10 sekunder, f.eks. hvis du ikke skal spille musik i rummet i et stykke tid. Du vækker den igen ved et kort tryk på samme panel, og så kan du glæde dig over al den strøm, du har sparet i mellemtiden.
Bluesound PULSE M fås i flere farver. Specialdesignet vægbeslag, gulvstander og IR-fjernbetjening fås som ekstratilbehør
Bluesound – multirum med ekstra kvalitet i alle detaljer
Bluesound er udviklet af den legendariske hi-fi-producent NAD, som i mere end fire årtier har leveret suveræne hi-fi-produkter til entusiaster over hele verden. Her får du alt det bedste fra det trådløse musikunivers, uden at du behøver at gå på kompromis med lydkvaliteten, droppe dit nuværende anlæg eller få computeren ind i din musikoplevelse.
Bluesound kan tilbyde en suveræn lydløsning til alle rum, uanset om det handler om fleksibilitet, brugervenlighed eller kompromisløs hi-fi. Tilslutninger og funktionalitet er gennemtænkt i en grad, du ikke finder i noget andet system, og du kan frit kombinere dig frem til et komplet trådløst musiksystem, som præcist matcher dit behov. De vigtigste Bluesound-komponenter er:
NODE: Trådløs musikstreamer, som er lige til at koble på dit eksisterende anlæg.
POWERNODE: Trådløst musikanlæg med indbygget stereoforstærker, som selvstændigt kan drive et sæt rigtig gode hi-fi-højtalere. HDMI-CEC gør det til en leg at få TV-lyd i topkvalitet. Mulighed for subwoofer og surround-baghøjtalere, evt. trådløst.
VAULT: Trådløs musikstreamer med indbygget CD-ripper og harddisk-musiklager.
PULSE: Trådløse højtalere i forskellige størrelser med højkvalitets indbygget forstærker.
SOUNDBAR: Avanceret TV-soundbar med Dolby Atmos, mulighed for trådløse surround-baghøjtalere og trådløs subwoofer.
Bluesound kan også integreres med en række stereoforstærkere og surround-receivere fra NAD, nogle via de geniale MDC-indbygningsmoduler. Hermed kan du for eksempel vælge en audiofil NAD-løsning til dit hovedanlæg i stuen og samtidig nyde de mange fleksible Bluesound-muligheder i alle sekundære rum. Som noget unikt kan du endda integrere Bluesound i kompromisløse high-end anlæg via NAD’s eksklusive Masters-serie.
Som en anden unik løsning kan du få et Bluesound-modul til de mange audiofile trådløse højtalersystemer fra DALI. Med denne kombination får du på én gang den lækre trådløse betjening, det uendelige musikudvalg fra nettet og den høje lydkvalitet fra det traditionelle stereoanlæg – uden et stort anlæg og skæmmende højtalerkabler.
AirPlay 2 – streaming og multirum for Apple-fans
AirPlay 2 er en Apple-teknologi, som via din iPhone/iPad giver avanceret multirums-funktionalitet med alle trådløse AirPlay 2-højtalere. AirPlay 2 er en del af Apple iOS-styresystemet, så praktisk talt enhver app, der kan afspille lyd – inklusive YouTube og Netflix – kan streame den direkte til højtalere og anlæg med AirPlay 2. Med andre ord kan du via iOS kombinere dit Bluesound-system med AirPlay 2-højtalere og -anlæg fra andre producenter, og det giver dig langt mere fleksible muligheder, når du sammensætter dit multirums-system.
Skal det være supernemt, har du altid Bluetooth i baghånden, for eksempel hvis vennerne lige skal spille et fedt nummer fra deres smartphone. Via Bluetooth kan du også spille lyd fra YouTube, Netflix og utallige andre apps, hvis du ikke har en iPhone til AirPlay 2. Bluetooth-funktionen understøtter aptX HD-formatet, som kan overføre 24-bit lyd og give en flot lydkvalitet fra en matchende afspiller.
Nyd alverdens musik – også i 24-bit HD-kvalitet
Bluesound understøtter en lang række populære musiktjenester på nettet (TIDAL, Spotify Connect, Deezer, Napster m.fl.). Dermed kan du få direkte adgang til mange millioner musiknumre, og hvis du for eksempel vælger TIDAL i HiFi-versionen, kan du streame i fuld CD-kvalitet. Spotify Connect er genialt til dig, der i forvejen er vild med din Spotify app. Her kan du nemlig spille musikken fra den samme Spotify app, som du kender i forvejen.*
Et hastigt voksende antal titler på TIDAL HiFi er også tilgængelige i 24-bit HD-kvalitet via MQA-formatet (Master Quality Authenticated). Bluesound er verdens første fuldt udbyggede multirums-system, som understøtter MQA. Afspilning i HD-kvalitet fra streamingtjenesten Qobuz understøttes også.
Det samme gælder højopløste musikfiler helt op til 24-bit/192kHz, som kan downloades fra internettet, f.eks. fra amerikanske HDtracks. Efter download kan du afspille ægte HD-musik på Bluesound enten fra din PC/Mac eller direkte fra en USB-nøgle/harddisk, og du kan se frem til en virkelig stor oplevelse, ikke mindst ved musik, du troede, du kendte i forvejen.**
Bluesound app – trådløs multirums-kontrol i hele dit hjem
Bluesound er skabt til trådløs app-kontrol fra din smartphone via den gratis Bluesound-app (Apple iOS/Android). Du kan også få fuldt overblik fra din PC/Mac med den tilsvarende Bluesound Desktop Controller. Uanset om du spiller fra en musiktjeneste på nettet eller fra din egen samling, har du alting lige ved hånden, og med albumcovers og tydelig information om numre, albums og kunstnere er det en ren fornøjelse at gå på opdagelse i mulighederne.
Bluesound kan sende trådløs musik ud i ethvert hjørne af dit hjem. Du vælger bare en passende Bluesound-højtaler eller musikstreamer – så har du kvalitetsunderholdning i stue, køkken, soveværelse, kontor, børneværelse, badeværelse m.m. Fra appen styrer du musikvalg og lydniveau individuelt for hvert rum, men du kan også vælge at spille den samme musik i hele huset. Eller slå flere rum sammen i grupper, f.eks. i en voksen- og børneafdeling.
Hurtig og nem opsætning – også til installationsløsninger
Bluesound er nemt at sætte op, også selvom du ikke er specielt interesseret i computere og netværk. Du skal bare have adgangskoden til dit trådløse netværk ved hånden – så er opsætningen i langt de fleste tilfælde hurtigt og smertefrit overstået. Hvis du alligevel skulle få brug for hjælp, står vi naturligvis klar i HiFi Klubben.
Bluesound kræver heller ikke indbygning eller kabeltræk fra rum til rum, så du kan hurtigt udvide systemet til flere rum, og hvis du en dag skal flytte, kan du i et snuptag pakke det hele ned og tage det med dig. Er du i gang med at bygge nyt eller bygge om, kan du alternativt vælge at trække højtaler- og netværkskabler i væggene og placere alle nødvendige afspillere og forstærkere centralt i et teknikrum. Bluesound og NAD tilbyder selvfølgelig også løsninger specielt designet til installation.
* Flere streamingtjenester vil blive tilføjet senere.
** Musik fra et USB-lagermedie skal afspilles via den Bluesound-komponent, hvor det er fysisk tilsluttet. Musikken kan dog via gruppering sendes til flere rum.