Lyngdorf TDAI-3400 4K-HDMI og Analog modul
Fordele
- Suveræn råstyrke i alle belastninger
- Suverænt ren, velopløst og dynamisk lyd ved enhver lydstyrke
- RoomPerfect digital rumkorrektion for perfekt lyd i alle lytterum med eller uden subwoofer(e)
- Kan udbygges med high-end analogmodul og HDMI 2.1-modul
- Indbygget medieafspiller med Bluetooth og wi-fi-streaming
- App-kontrol af basale funktioner og streaming musik via Lyngdorf Remote app
- Eksklusivt og solidt metaldesign
- 100% digital signalvej (Equibit)
- Høj brugervenlighed for et high-end produkt
- Direkte afspilning fra USB-lagermedier (front/bag USB-A)
- USB-B indgang på bagside til musik fra computer
- Kan drive meget strømkrævende højtalere (40A kontinuerligt)
- Analog audio ind/ud
- Subwoofer-udgang med indbygget elektronisk delefilter og bass management
- Afspiller HD-audio via alle digitale indgange (op til 32-bit/384kHz via USB-B)
- Understøtter bitstream stereosignaler fra SACD via USB og HDMI-modul (ekstratilbehør)
- I.C.C. forbedrer lydkvaliteten fra overkomprimerede musikproduktioner
- Backup af alle filtre og brugerindstillinger via SD-kort eller USB-nøgle
Begrænsninger
- Ikke HDMI eller pladespillerindgang i standardversion
- Ikke touchpanel eller albumvisning
- Ikke indbygget multirum
- Ikke stemmestyring
- Kun tilslutning for ét sæt højtalere
Lyngdorf TDAI-3400 – kompromisløs digital stereoforstærker med massive 2 x 200 watt, wi-fi-streaming, RoomPerfect, enestående lydkvalitet, eksklusivt design og høj brugervenlighed
OBS: Fotoet viser den udbyggede version med HDMI 2.1-modul.
TDAI-3400 er en state-of-the-art digital stereoforstærker, som er bygget til at give ultimative musikoplevelser for selv den mest krævende audiofile bruger. Med en ekstrem strømkapacitet på 40A og 2 x 200 watt i 8 ohm – som fordobles til 2 x 400 watt i 4 ohm – kan den ubesværet drive selv de mest krævende højtalere.
Den indbyggede medieafspiller giver dig adgang til et uudtømmeligt univers af trådløs musik, som du kan styre fra din smartphone via den dedikerede Lyngdorf Remote app. Digital Equibit-teknologi sørger for næsten uendelig detaljering og dynamik ved enhver lydstyrke, den unikke RoomPerfect rumkorrektion eliminerer resonanser fra dit lytterum og giver dig meget friere indretningsmuligheder. Og via det geniale HDMI 2.1-modul (ekstratilbehør) kan du få TV- og filmlyd i high-end stereokvalitet med samme lette betjening som en soundbar-løsning!
Som et kompromisløst high-end-produkt er TDAI-3400 naturligvis også ekstremt solidt konstrueret i aluminium og i et supereksklusivt design, som vil passe perfekt ind i selv det mest stilrene hjem.
Lyngdorf TDAI-3400 fås i sort aluminiumsfinish. Modulbestykning kan vælges fra start eller eftermonteres. Prismæssigt er det dog en fordel at købe den nødvendige funktionalitet på én gang.
Kan tilpasses mange lyttebehov via moduler – både HDMI og analog
TDAI-3400 kan fås i forskellige modul-konfigurationer, som matcher forskellige behov. Standardudgaven rummer selve forstærkerdelen, RoomPerfect, optiske og coaxiale digitalindgange, USB samt analog ind/ud. Med den indbyggede medieafspiller oveni er du rigtig godt rustet til at håndtere dagens musikunivers.
Som ekstratilbehør kan du få et HDMI 2.1-modul til TDAI-3400 med 2 x HDMI-ind og HDMI-ud, inklusive eARC, HDMI-CEC og 8K/HDR video pass-through. Så kan du tilslutte TV og Blu-ray-afspiller og få en fantastisk stereolyd til dine favoritfilm og TV-udsendelser over anlægget. Du kan placere hele molevitten diskret i et hi-fi-møbel fra f.eks. clic eller unnu, og den daglige betjening er lige så nem som med en soundbar. Kompromisløs high-end og verdens bedste TV-soundbar i ét!
Hvis ønskerne går i retning af state-of-the-art lyd til dine analoge signalkilder, kan du også vælge et high-end analogmodul, som også giver dig en balanceret XLR-indgang og højkvalitets pladespillerindgang (MM). Du bestemmer helt selv, om du vil have TDAI-3400 med ét eller to indbygningsmoduler, eller om du kan klare dig med standardversionen. Skulle dine behov ændre sig senere, kan begge modulerne eftermonteres.
RoomPerfect – befri dine højtalere fra lytterummets tyranni
RoomPerfect er Lyngdorfs unikke og verdensberømte state-of-the-art system til aktiv, digital rumkorrektion. Med RoomPerfect kan du få den optimale lydkvalitet fra dine dyrt indkøbte højtalere – inklusive en eller to aktive subwoofere – uden at omdanne din dagligstue til et lydstudie. RoomPerfect er nemt at bruge, det løfter med ét slag ydelsen fra hele dit anlæg til et langt højere niveau, og det kører helt uden brug af computer!
Ved hjælp af den medfølgende målemikrofon og en serie mikrofonmålinger analyserer RoomPerfect én gang for alle dit lytterum og skaber en meget præcis digital korrektion, som ophæver rumresonanser og andre farvninger. Det betyder, at den lyd, du hører fra højtalerne bliver den rene lyd fra optagelsen – ikke en udgave, som er forvrænget og farvet af dit lytterum.
RoomPerfect optimerer lyden i såvel ”sweet spot” såvel som andre lyttepositioner. Systemet kan også lave en global indstilling, som giver en forbløffende forbedring af lyden overalt i rummet. Så bare stil dine højtalere helt ind til væggen og lad RoomPerfect om resten. Placering helt ind til væg er faktisk helt optimal, fordi den både øger effektiviteten og reducerer udtværing af impulser (”smearing”). Men det kan kun lade sig gøre med RoomPerfect!
TDAI-3400 har også en indbygget voicing-funktion, hvor du via et browser-interface kan definere op til 32 individuelle lydindstillinger, som du kan bruge til forskellige musiktyper, lydindgange m.m. Når hele opsætningen er færdig, kan du lave backup af alle indstillinger og filtre – inklusive RoomPerfect-kalibrering – på en USB-nøgle eller et standard SD-kort, som du kan placere permanent i SD-slottet på bagsiden af forstærkeren. En god sikkerhed, hvis nogle af dine favoritindstillinger skulle gå tabt.
I.C.C. – god lyd fra dårlige indspilninger
Lyngdorf har i årevis gået forrest i kampen mod den overkomprimerede lyd, som ødelægger en stor del af fornøjelsen ved at lytte til musik på et godt anlæg. Dette fænomen rammer især pop- og rockmusik og tjener udelukkende til at få en indspilning til at ”råbe højest” i radioen i forhold til de andre spillede numre. Overkomprimering ødelægger dynamik, detaljering og musikoplevelse i en grad, som de færreste forestiller sig. Selv musikverdenens absolutte topnavne får smadret deres milliondyre lydproduktioner på dette skammens alter, og det bliver bare værre og værre!
Indtil musikbranchen kommer til fornuft, er der heldigvis lidt hjælp at hente med Lyngdorfs raffinerede I.C.C.-system (Intersample Clipping Correction). I.C.C. fungerer kort sagt ved at identificere de problematiske (overkomprimerede) signaler og derefter genskabe (interpolere) den oprindelige bølgeform i højtalerne. Selvom det naturligvis ville være langt bedre ikke at ødelægge musikken fra start, kan du i det mindste få en markant forbedring af lyden fra mange overkomprimerede indspilninger via I.C.C.*
* For at bruge I.C.C. skal sample-frekvensen på indgangssignalet sættes til 44.1 kHz (CD-opløsning). Dette er f.eks. aktuelt på CD-afspillere med audio-upsampling som Lyngdorfs egen CD-2.