Gå til indhold
Kompaktanlæg

NAD M10 V2 Sort

Outlet - Spar 30%

Fordele

  • Eksklusivt, kompakt og solidt design i aluminium og glas (kun 21 cm bred)
  • Indbygget Bluesound multirums-musikstreaming (BluOS)
  • Ekstremt ren og detaljeret lyd med høj råstyrke
  • Stort 7” touch-farvepanel med albumvisning
  • TV-lyd med lydstyrkekontrol via HDMI/CEC/eARC
  • Mulighed for trådløse surround-baghøjtalere
  • Dirac Live digital rumkorrektion (basisversion, kan opgraderes)
  • Streaming fra TIDAL, Spotify Connect, Deezer og mange andre musiktjenester
  • Internetradio (TuneIn)
  • Forberedt for Alexa og Siri stemmestyring (via separat smarthøjtaler)
  • Afspiller HD-lydformater inkl. MQA og DSD
  • Roon Ready/Roon Endpoint
  • Fuld trådløs integration med øvrige Bluesound-komponenter
  • Fuld app-kontrol via Bluesound app (iOS/Android)
  • Indbygget AirPlay 2 og Bluetooth 5.0, inkl. aptX HD og tovejs-funktion til trådløse høretelefoner
  • Både analoge og digitale indgange
  • Understøtter op til 24-bit/192kHz via optisk, coaxial og USB
  • IR-fjernbetjening medfølger

Begrænsninger

  • Kan ikke opgraderes med MDC-moduler
  • Tilslutning af pladespiller kræver RIAA-forstærker*
  • Ikke indbygget Chromecast Audio
  • Ikke asynkrone digitale indgange
  • Tilslutning af kablede høretelefoner kræver separat høretelefon-forstærker
Lars Uhrbrand
Lars Uhrbrand

Hørsholm

NAD M10 V2 – kompakt og eksklusivt 2 x 100 watt musikanlæg med Bluesound streaming, fabelagtig finish, krystalklar lyd, høj brugervenlighed, multirum og mulighed for surround

NAD M10 V2 er et kompakt og eksklusivt streaming musikanlæg, som sætter helt nye standarder for, hvor lækkert et produkt i denne kategori kan laves. Du får 2 x 100 watt med en lydkvalitet, som kan matche rendyrkede high-end anlæg i fuld størrelse, og designet er udført i glas og massivt aluminium med en finish, som bare skal opleves.

Du vil nyde det utrolig lækre 7” touch-farvedisplay, både når du betjener M10 V2 direkte på apparatet, og når du via Bluesound lytter til musik fra en streamingtjeneste eller internetradio. I så fald får du nemlig lækker albumvisning i flot opløsning og oplysninger om musiknummer, kunstner m.m. direkte på panelet. Du kan sætte skærmen til at vise VU-metre, og du kan endda indstille det individuelt for hver indgang. Du kan også skifte mellem indgangene bare ved at swipe på skærmen. Rimelig cool, hvis du spørger os.

NAD M10 V2 er skabt til dig, der tænker på nye måder og vil have dagens absolut bedste lydkvalitet i et elegant og letbetjent apparat, som du med stolthed kan give hæderspladsen i din reol. Med beskedne 21 cm i bredden kan du finde plads til M10 V2 i ethvert rum, og uanset om den er tændt eller slukket, vil den kun påkalde sig positiv opmærksomhed.

Hvis du virkelig nænner det, kan du også uden problemer placere M10 V2 ude af syne, f.eks. i et hi-fi-møbel fra unnu eller clic. Her kan du stadig klare al betjeningen i den lækre Bluesound app eller styre de grundlæggende funktioner fra den medfølgende fjernbetjening. Inklusive afspille dine favorit playlister eller internet-radiostationer via preset-knapperne, som du selv kan definere i appen. Fjernbetjeningen er en virkelig lækker detalje, som gør en stor forskel i hverdagen, fordi du ikke absolut skal have fat i din telefon for at styre musikken.

Bluesound – musikstreaming på 1. klasse

NAD M10 V2 er født med indbygget Bluesound, som er markedets mest velspillende og avancerede multirums-musiksystem. Her kan du streame alverdens musik i højeste audiofile kvalitet, og Bluesound-appen giver dig totalt overblik over al din musik med albumcovers og alle funktioner lige under fingerspidserne.

Du får adgang til internetradio, TIDAL, Spotify Connect, Deezer og mange andre streamingtjenester. Hvis – eller rettere når – du får lyst, kan du lynhurtigt udbygge systemet med trådløse højtalere eller andre Bluesound-afspillere, så du kan nyde musik i flere rum, både individuelt og samtidigt.

Et komplet anlæg – også til Bluetooth og TV-lyd med surround

NAD M10 V2 er en veludstyret stereoforstærker med tilslutninger til både digitale og analoge lydkilder. Via HDMI/eARC kan du også tilslutte dit TV i optimal digital lydkvalitet og styre lydstyrken fra din eksisterende TV-fjernbetjening. Så har du både den fede lyd og den lækre betjening inklusive automatisk tænd/sluk.

Som en ekstra bonus kan du tilføje trådløse Bluesound surround-baghøjtalere, så du får en en helt ny dimension i din lydoplevelse, når du ser TV og film. Efter en grundlæggende opsætning sørger M10 V2 nemlig helt automatisk for at aktivere surround-funktionen og baghøjtalerne, når den registrerer et surroundsignal fra dit TV. En genial og brugervenlig funktion, som giver dig helt nye muligheder, uden at du går på kompromis med din hi-fi musikoplevelse i stereo.

M10 V2 kan opsættes til et 4-kanals surround-system (uden dedikeret centerkanal), og selvom det er mere enkelt end de 5, 7 eller flere kanaler, som du får i en ægte hjemmebiograf, er surround-effekter stadig ganske overbevisende, og lydkvaliteten er milevidt bedre end alternativet fra f.eks. en soundbar.

Den indbyggede Bluetooth-funktion giver dig trådløs musik i høj kvalitet direkte fra f.eks. din smartphone eller tablet, og som en smart detalje kan M10 V2 også spille musik trådløst til et sæt Bluetooth-hovedtelefoner. Med de mange fine modeller, som efterhånden er på markedet, er dette en finesse, som absolut er værd at tage med.

NAD M10 V2 fås i sort aluminiumsfinish. IR-fjernbetjening medfølger.

Audiofil Dirac Live digital rumkorrektion

NAD M10 V2 er udstyret med basisversionen af det avancerede Dirac Live system til digital rumkorrektion. Via en medfølgende målemikrofon og din smartphone/tablet/PC/Mac kan du udmåle lydresponsen i forskellige positioner i dit lytterum, hvorefter systemet kompenserer for de fejl, der måtte opstå i dette sammenspil. Det kan for eksempel være basresonanser eller for skarp lyd i højere frekvensområder. 

Dirac Live kan give en markant forbedring af din lydkvalitet, og systemet er globalt anerkendt for sine store audiofile kvaliteter, som har gjort det meget populært i biografer, lydstudier, luksusbiler og andre krævende sammenhænge. Appen er fuldt tilstrækkelig i langt de fleste tilfælde, men hvis du vil have endnu flere justeringsmuligheder, kan du vælge at køre processen via din computer. Eller opgradere til Full Frequency-versionen, hvis du vil gå all-in og justere over hele det hørbare spektrum.

Dirac Live gør kort fortalt NAD M10 V2 til et fantastisk værktøj til at optimere dine højtalere i dit lytterum og til at tilpasse din lyd præcis, som du ønsker det – hvis du ønsker det. Med sine to uafhængige subwoofer-udgange er M10 V2 også forberedt til at udnytte Dirac Bass Management til rumkorrektion på dine tilsluttede subwoofere.

Streaming i luksusklassen inklusive 24-bit

De bedste af dagens streamingtjenester – f.eks. TIDAL og Qobuz – giver dig musik i fuld, tabsfri CD-kvalitet, som du kan nyde fuldt ud via Bluesound. Du kan afspille det højopløste MQA-lydformat, som f.eks. er tilgængeligt på TIDAL HiFi, og M10 V2 er også certificeret Roon Ready, så du kan afspille MQA på optimal vis fra Roon på din computer. Afspilning i 24-bit HD-kvalitet via streamingtjenesten Qobuz understøttes også.

Du kan rippe din CD-samling tabsfrit og nyde den trådløst fra computer eller netværksharddisk, alternativt direkte fra en USB-nøgle/harddisk via USB-porten på bagsiden. Som kronen på værket kan du på nettet finde et hastigt voksende udvalg af 24-bit højopløst musik, som giver baghjul til CD’en.

AirPlay 2 – streaming og multirum for Apple-fans

AirPlay 2 er en Apple-teknologi, som via din iPhone/iPad giver avanceret multirums-funktionalitet med alle trådløse AirPlay 2-højtalere. AirPlay 2 er en del af Apple iOS-styresystemet, så praktisk talt enhver app, der kan afspille lyd – inklusive YouTube og Netflix – kan streame den direkte til højtalere og anlæg med AirPlay 2. Med andre ord kan du via iOS kombinere dit Bluesound-system med AirPlay 2-højtalere og -anlæg fra andre producenter, og det giver dig endnu mere fleksible muligheder, når du sammensætter dit multirums-system.

Klar til stemmestyring med Alexa og Siri

NAD M10 V2 er forberedt til stemmestyring via Amazon Alexa og Apple Siri. Med stemmestyring kan du kontrollere en række grundlæggende funktioner som f.eks. lydstyrke op/ned og play/pause/skip. I en nær fremtid vil du også kunne stemmestyre mange andre funktioner, så du får en helt ny oplevelse både med Bluesound og andre smart-enheder i dit hjem.

Vær opmærksom på, at stemmestyring indtil videre kun understøttes på engelsk og kræver, at du har en separat stemmestyrings-enhed koblet på dit netværk sammen med M10 V2. For eksempel din smartphone eller en separat stemmestyrings-højtaler, som kan fås for ganske små penge.

Audiofil nCore Klasse D-forstærker

NAD M10 V2 er en hybrid digital konstruktion bygget op omkring et digitalt indgangsmodul og et eksklusivt analogt nCore Klasse D-forstærkermodul fra Hypex. En teknologi, som i forvejen er i den audiofile klasse, men som NAD har været inde og fintune yderligere til Masters-specifikationer. Støj, forvrængning og klinisk ”digital” lyd er elimineret i en grad, der vil få dig til at tabe underkæben og bare nyde den perfekte lyd. Selv ved høje lydtryk og kritiske high-end højttalere præsterer M10 V2 helt overlegent.

Den aktive strømforsyning er langt mere kompakt end en traditionel type med kobber-transformator, men den yder mere, er utroligt støjsvag og samtidig helt stabil over for spændingsudsving på lysnettet. Ud over den høje lydkvalitet er konstruktionen også utroligt effektiv og omsætter langt mere af den brugte energi til lyd i forhold til strømforsyningen i en traditionel analog forstærker. Det sparer på elregningen, men du får også mulighed for at gemme forstærkeren væk bag en låge, bare du sørger for, at den har lidt luft omkring sig.