LYT TIL FILMMUSIK
OG HØR NYE BILLEDER

Forestil dig denne scene i en film: Kameraet hviler på to mennesker, en kvinde og en mand, fordybet i samtale. Hun fortæller ham, at hun har prøvet, virkelig prøvet, men nu bliver hun nødt til at forlade ham. I det hun rejser sig, slår nogle vedmodige toner an på et flygel.

”Det ville man aldrig gøre,” konstaterer Jacob Groth.

”For man forbinder et flygel med, at der sidder et mennesker og spiller på det. Så publikum vil straks tænke: Hvor sidder pianisten? Derimod fungerer strygerne altid, fordi de kommer ovenfra med deres vemod, og der er en overenskomst mellem filmen og publikum, at de godt kan glide ind.”

Så er den detaljerede samtale om filmmusikkens væsen ligesom sparket i gang.

Jacob Groth har komponeret musik til film og tv-serier i 40 år, blandt andet til filmatiseringen af Stieg Larssons ’Millennium’-trilogi og til talrige af Dogme-grundlæggeren Søren Kragh-Jacobsens film. I øjeblikket arbejder han på amerikanske NBC’s tv-serie ’Midnight, Texas’ og pendler mellem sit studie i København og Los Angeles. Hans arbejde munder ud i den såkaldte ’score’; et begreb, der dækker over musik komponeret specifikt til den enkelte film eller tv-serie.

Dialogen er sværest – og sjovest

I nogle produktioner er han involveret, allerede efter de første manuskriptsider er skrevet. I andre bliver han i sidste øjeblik hevet ind for at redde en produktion, fordi man på de næsten færdige afsnit kan se, at musikken halter. Uanset situationen er Jacob Groths ambition altid den samme:

”Der skal være en transparens i musikken, som gør, at den først bliver komplet, når den parres med billederne. Du må endelig ikke lave din musik for komplet, for så lægger den sig som en fernis henover lærredet,” forklarer han og peger på dialogen som det sværeste – og sjoveste – at skrive til:

”Hvis du har et billede af en mand, der i stilhed ridder ud i solnedgangen, så er der masser af plads til dig som komponist. Men ofte er det mest spændende at væve sig ind og ud af dialogen. Hvis man hører et godt score, kan man tænke: Hvor er melodien? Det skyldes, at komponisten har efterladt et rum til ordene, så musikken fungerer som akkompagnement. Instrumenter som obo og blød elektrisk guitar er gode i den sammenhæng, fordi de lægger sig op ad menneskestemmen. Du ville aldrig, med mindre det var som en bevidst effekt, bruge en kazoo eller en harmonika.”

Først se, så lytte

Sådan findes der talrige uskrevne regler for, hvad der virker og ikke virker. Andre eksempler tæller, at lilletrommen altid er god at bringe i spil, hvis tempoet i fortællingen skal øges. Eller at dybe blæsere er en genvej til at indvarsle den snarlige undergang – noget man hører en del i de populære Marvel-film. Men man skal ikke foranlediges til at tro, at Jacob Groth føler sig begrænset af filmenes konventioner.

”Jeg arbejder som kompromisløs kunstner med utrolig stor frihed. I mine øjne ville spændetrøjen være langt strammere, hvis jeg komponerede inden for rockens eller poppens konventioner. I filmmusik er alt tilladt, så længe det passer med billederne, og jeg har lavet scores, hvor der er eksperimenterende guitar i en scene og varm Grieg-inspireret klassisk musik i den næste. Så længe musikken bidrager til filmens symbiose af sanseindtryk, er alt tilladt,” siger han.

Netop symbiosen er årsagen til, at Jacob Groth hellere vil have, at folk træder ud af biografen og siger ’sikke en historie!’ end ’sikke en musik!’ Omvendt sætter han om nogen pris på filmscores, der er i stand til at stå for sig selv – og han har registreret, at flere og flere deler den passion. Han anbefaler en særlig måde at gå til musikformen på:

”Hvis man gerne vil ind i en filmscore, vil jeg anbefale, at man først går i biografen og ser filmen på filmens betingelser. Læg ikke mere mærke til musikken end ellers. Derefter kan man enten gå i biografen igen og lytte ekstra efter musikken eller blot høre musikken isoleret. Der vil mange opleve, at man får billeder fra filmen frem på nethinden, samtidig med, at man danner sine egne, nye billeder, siger han og konstaterer:

”Det er det et godt filmscore kan: Både bidrage til filmens fortælling og være en selvstændig musikalsk fortælling.”

Tre scores, du bør høre ifølge Jacob Groth

Blade Runner (Vangelis, 1982)
Det er en sjælden stærk symbiose mellem den her visuelt imponerende fremtidsvision og synthsmusik. Jeg tror, de færreste, tænkte over det, da de så filmen, fordi de blev suget ind i det. Men musikken skaber enormt mange billeder, når man hører den isoleret.

Twin Peaks (Angelo Badalamenti, 1990)
Der er musik næsten hele tiden, og det lyder som en lummerjazztrio, der er dyppet i gammel rock ’n’ roll. Trommer spillet med whiskers, kontrabas og et tilbagetrukket elpiano. Det fungerede sindssygt godt til at støtte den skønne, undertrykte ungdomserotik, der emmede fra den serie.

Westworld (Ramin Djawadi, 2016)
Mere end nogensinde før vælger vi i dag, hvad vi vil se. Derfor er introen blevet vigtigt, fordi den straks skal berede publikum på, hvad der er i vente. Der er ’Westworld’ sjov, fordi den spiller på det og laver en meget bogstavelig sammenhæng mellem lyd og billede. Det er raffineret, og man bliver trukket ind i universet.

… men tjek også lige: Bernard Herrmanns musik til Alfred Hitchcocks film, Nino Rotas musik til Federico Fellinis film, Hans Zimmers musik til ’Gladiator’ og Stanley Myers guitarkomposition ’Cavatina’, som bliver brugt i ’The Deer Hunter’.