Peter Vuust troede ikke sine egne ører. På scenen stod Paul Simon og åbnede sin koncert med America, en 50 år gammel Simon & Garfunkel-kending, men han spillede den på en helt anden måde med strygekvartet. Nummeret fremstod nyfødt den aften i juli i København, og så skete der noget for Peter Vuust, som sjældent sker. Tårerne løb ned ad kinderne på ham.
Musik leger med vores forventninger, og det elsker vores hjerne, fortæller Peter Vuust, der er ekspert i netop musik og hjerner. Derfor kan vi høre bestemte sange og plader igen og igen.
Simon & Garfunkel ”America” live fra Central Park
”Jeg ved ikke, hvorfor jeg græd. Måske fordi jeg vidste, at det ville være sidste gang, jeg så ham. Måske på grund af den kunstneriske ambition, han havde. Den ambition om at sprænge folks forventninger,” fortæller han.
“Musik leger med vores forventninger, og hvad der skal ske om lidt i en sang. Musik balancerer mellem det vi kender, og det vi ikke forventer.
Oplevelsen indkredser to af de kræfter, som ifølge Peter Vuust er forbundet med at lytte til musik: Musikkens nostalgiske appel og musikkens leg med vores forventninger.
Norah Jones på repeat
Peter Vuust ved, hvad han taler om. Han er anerkendt jazzmusiker og leder af et center, der forsker i, hvordan musik påvirker hjernen.
”Musik er forskellig fra andre kunstarter, fordi grænsen for gentagelser, som vi kan holde ud, er en helt anden,” siger han – og nævner som eksempel Norah Jones’ debutplade.
”Der var et eller andet ved det, hvor jeg tænkte: ’Ej, det der skal jeg altså lige høre igen.’”
Så det gjorde han sammen med millioner af andre. Hørte Norah Jones igen og igen i en periode. Ligesom han har hørt The Beatles titusindvis af gange. Og Radiohead. Og Paul Simon. Og tonsvis af andre musikere, for musik er Peter Vuusts liv, og han hører det over alt i villaen i Aarhus. Når han ligger i sin seng. Når han er i bad. Når han stryger.
Nogle gange kan han sætte det samme nummer på flere gange i træk for at genhøre en bestemt sekvens eller klimaks.
”Musik leger med vores forventninger, og hvad der skal ske om lidt i en sang. Musik balancerer mellem det vi kender, og det vi ikke forventer,” forklarer han.
Fucker med vores hjerne
Den balancegang elsker vores hjerne, der belønner os med hjernens lykkestof, dopamin. Man kan faktisk tale om at være ’musikjunkie’. Hjernen belønner os for at få mere af det samme. Det sker, når et nummer udspiller sig som forventet, men i endnu højere grad, når musikken overrasker. Det kan give et maksimalt dopamin-kick.
Det hænger sammen med nogle universelle kendetegn i musik, påpeger Peter Vuust. I rytmisk musik er det eksempelvis fast puls og tempo. Hvis musikerne flytter rundt på det, hører vi det meget tydeligt, fordi hjernen har en skematisk hukommelse og har kortlagt alle de numre, man har hørt, og som følger rytmisk skabelon.
”Pludselig fucker musikken med vores skematiske hukommelse.”
Det svarer til, at man ser en bold, der bliver sluppet og falder til jorden. Det er reglen. Men hvis bolden pludselig ”falder opad”, vil det overrumple, og det vil overrumple hver gang, man ser det, fordi det bryder med hjernens skema.
Dén uforudsigelighed og nytænkning i musik kan gøre den uopslidelig.
”De allerbedste plader er jo dem, man i første omgang ikke syntes var så fede. Musikken har et eller andet, man ikke lige kan greje. Det kendetegner stor kunst. Meget af det har en enkel fremtoning, men nedenunder ligger en hel masse, man først opdager undervejs. Der er nogle lag, som bliver ved med at pirre os,” siger Peter Vuust.
Han understreger, at man kan blive pirret i al slags musik, også i genrer man ikke normalt lytter til. Men det kræver, at man giver musikken chancen og lytter koncentreret.
“Musik har en direkte virkning på vores følelser. Vi skal kun høre et halvt sekund, så genkender vi den følelse, der er forbundet til det. Musik kan ligefrem gøre os mere nostalgiske, end hvis vi så et billede af den situation, vi ser tilbage på.
Får os til at huske og glemme
Hjernen husker automatisk, så vi kan forbinde nogle stykker musik med bestemte oplevelser. Det første kys, en rejse eller den første brandert.
”Musik har en direkte virkning på vores følelser. Vi skal kun høre et halvt sekund, så genkender vi den følelse, der er forbundet til det. Musik kan ligefrem gøre os mere nostalgiske, end hvis vi så et billede af den situation, vi ser tilbage på,” forklarer Peter Vuust.
Når han hører The Beatles-pladen Abbey Road føres han selv tilbage til Åby Bibliotek, hvor han lyttede til pladen som dreng. Og når han sidder hjemme i sin lyttestol, når han spiller på sin kontrabas, eller når han er til koncert, kan han opleve noget af det smukkeste ved musik.
”Musik kan få os til at glemme, at vi er bundet i vores krop og hjerne.”
Som den aften med Paul Simon.
TRE NUMRE AT GÅ PÅ OPDAGELSE I
Paul Simon: Question for the Angels
"Det er en sindssyg sang. Det er en ballade, smuk og simpel, og titellinjen er for langt ude. Man skal virkelig høre den nogle gange, før man holder af den. Men så tænker man: Det er det fedeste!”
Chet Baker: It Could Happen To You
”Det fantastiske er, at der er ingen, der kan høre forskel på, når han spiller trompet, og når han synger sin ”scat”-solo. Musik er ikke kun følelser. Det er også idéer, der bliver formidlet.”
Pablo Casals: Bach: Cello Suites
"Han er cellist, og på en måde spiller han råddent. Men det er råddent på den fede måde. Man kan høre instrumentet strække sig til det yderste. Man kan høre kampen med materialet. Det elsker jeg.”