Gå til indhold

Sådan får du et perfekt
Tv-billede

Se her, hvordan du lynhurtigt får et meget bedre TV-billede - helt gratis. Uanset om du køber en god eller dårlig skærm, så er den næsten altid forkert indstillet, når du pakker den ud af kassen. Fabriksindstillingen på dit TV er nemlig skabt til at imponere dig i butikken – ikke til at give et korrekt billede hjemme i din stue. Derfor har producenterne som regel skruet helt op for kontrasten, skarpheden og den blå farve, som får billedet til at virke ekstra hvidt og brillant.

Hvorfor er dit
nye TV
forkert indstillet?

På nogle TV hedder indstillingen ”dynamic mode” eller ”demo mode”, og du er ikke i tvivl, når du kigger efter det i butikken. Billedet ser nemlig helt unaturligt ud, ligesom hvis du anvender et ’filter’ fra Instagram. Hvis du ikke får det indstillet bedre, bliver du hurtigt træt i øjnene og går samtidig glip af alle de lækre detaljer, som film- og TV-selskaberne har brugt millioner af kroner på at finpudse.

Heldigvis er det ikke svært at gøre dit TV-billede meget bedre. Det kræver kun, at du selv foretager et par simple grundindstillinger via TV’ets standardmenuer og din fjernbetjening. Og nej, du behøver ikke være ekspert, det kræver bare 5 minutter af din tid. Bagefter kan du læne dig tilbage og nyde et langt mere naturligt og afslappende TV-billede.

Film Mode
Den magiske genvej til et lækkert TV-billede

På dit TV er der en stribe grundindstillinger, som du selv kan arbejde med. Det er for eksempel kontrast, lysstyrke (brightness), farve, skarphed og forskellige digitale filtre, som kan slås til og fra (f.eks. støjreduktion). Der er masser af håndtag at dreje på, og for den almindelige bruger kan det hurtigt virke ret uoverskueligt. Heldigvis har producenten af dit TV sørget for, at du kan komme næsten i mål blot ved at klikke på ét punkt i menuen: Film Mode (også kaldet Movie Mode, Cinema Mode eller lignende).

Med Film Mode kommer dit TV i ét hug over i et sæt indstillinger, der ligger meget tæt på de værdier, film- og TV-branchen har defineret som ”korrekte”. I modsætning til f.eks. musikbranchen arbejder man nemlig inden for billedproduktion med helt fastlagte standarder, som gælder både professionelle og hjemmebrugere. Film Mode er kort sagt TV-producentens bud på at ramme disse standarder bedst muligt, uden at du skal ind at måle på dit TV med dyrt professionelt udstyr. Og i dag er producenterne faktisk blevet rigtig gode til at ramme præcist.

Vi anbefaler også at slå de forskellige digitale ”billedforbedrings-features” fra. Eksempelvis findes ”digital støjreduktion” på mange modeller. De fleste af disse features giver kun bedre billede i bestemte situationer, som virker godt ved første øjekast i butikken. Digital støjreduktion er lavet til at optimere billedet, hvis du ser gamle VHS- eller filmoptagelser, men giver ingen mening på stort set alt andet, som optages digitalt og i meget højere kvalitet. Så slå det hellere fra, og få et mere naturligt billede.

populære
TV

Spar 12%
S85D
Samsung S85D
OLED-TV
7.777,- / 8.880,- / Stk

Kort om
Film MODE

Bemærk at ”film mode” eller ”film indstilling” godt kan virke helt forkert, lige når du slår det til. Øjnene skal lige vænne sig til, at farverne er anderledes, og hvis du har vænnet dig til fabriksindstillingen, så vil det se underligt ud de første fem minutter. Men prøv at give det en chance en dags tid. Næste dag kan du så prøve at skifte tilbage og se, hvad du foretrækker!

Kort om
kalibrering

At kalibrere et TV betyder egentlig bare, at du udmåler og justerer en række billedindstillinger for at komme så tæt på den perfekte billedkvalitet som overhovedet muligt. Ingen skærme er fuldstændig ens fra fabrikken, og derfor er du nødt til at lave disse indstillinger individuelt for hver enkelt skærm, hvis du vil have et 100 procent optimalt resultat.

Kalibrering
- hvis det skal være helt perfekt

Hvis kalibreringen ikke foretages hjemme hos dig og på netop den skærm, du har købt, så er det ikke andet end et snedigt trick, for at få dig til at betale ekstra for din nye skærm. Det synes vi ærligt talt ikke er i orden! Det ville svare til at en synsprøve kunne genbruges til forskellige mennesker... Ville du betale for det?

Ægte kalibrering kræver specialiseret måleværktøj, adgang til avancerede indstillinger og uddannelse i at tolke måleresultaterne til at lave de nødvendige justeringer og kompromisser – på netop dit TV og i netop din egen stue! Det bør ikke laves i butikken, hvis det skal være seriøst.

I nogle tilfælde kan denne ”pseudo-kalibrering” dog give et ganske flot resultat – hvis du altså er heldig. Men der er ikke nogen grund til at betale for det. På nettet kan du nemlig ganske gratis google dig frem til et komplet sæt indstillinger, næsten uanset hvilken TV-model du har købt. Hvis du har lyst, kan du prøve dem, og hvis billedet bliver bedre af det, er alt godt. Hvis ikke, nulstiller du bare indstillingerne igen. Så kan du gøre op med dig selv, om du gider prøve en gang til med et andet sæt indstillinger, eller om du vil nøjes med producentens Film Mode, som i mange tilfælde er mindst lige så godt.

Alt dette skal udføres af en professionel TV-tekniker, det er langtfra gratis, og det tager tid. Til gengæld får du det sidste afgørende pift til billedoplevelsen, og det kan sagtens være pengene værd for den kræsne entusiast. Det samme er tilfældet, hvis du er den lykkelige ejer af en god projektor-hjemmebiograf.

De nyeste
TV
I HiFi Klubben

Gør det selv
gratis
eller gå hele vejen

Så... opsummeret: Hvis du er almindelig bruger, anbefaler vi dig at sætte dit TV i Film Mode (eller tilsvarende), og gerne slå alle de smarte ”billedforbedrings-features” fra. Klarer du disse par justeringer, så kan du glæde dig over, at du kom 95 procent i mål på fem minutter, og uden at det kostede noget som helst. Dette er rigeligt godt til langt de fleste TV-brugere.

Du kan prøve dig frem med et sæt mere avancerede indstillinger, som du henter gratis ned fra nettet. Er du ikke tilfreds med resultatet, nulstiller du bare indstillingerne igen. Du risikerer ikke at ødelægge noget.

Hvis du forlanger det perfekte af dit TV eller din projektor, anbefaler vi dig at kontakte en professionel TV-tekniker og få foretaget en ægte kalibrering hjemme hos dig selv. Så kan du glæde dig over, at dit billede er så godt, som det overhovedet kan blive. Og det er faktisk en ret dejlig viden at have, når din yndlingsfilm ruller over skærmen!

Glem ikke 
Lyden!

Lyden er halvdelen af oplevelsen! Dagens superslanke fladskærme levner kun plads til bittesmå indbyggede højttalere med en tynd og dåseagtig lyd. Heldigvis er der masser af muligheder for at få en TV-lyd, der kan leve op til det lækre billede. Det kan du læse mere om her, og du er også altid velkommen til at komme ind i HiFi Klubben og opleve forskellen.

mest populære
TV-LYD