I miljøer med mange trådløse netværk kan du opleve støj og interferens, som forstyrrer dit eget netværk. Det kan være en god idé at analysere sendeforholdene og indstille din router, så den sender på en mindre trafikeret trådløs kanal. Vi hjælper gerne med råd og vejledning.
For at få en hurtig og stabil streaming løsning anbefaler vi, at du tilslutter en kvalitetsrouter til det kombinerede router/modem, du har fået fra din udbyder. Det giver ofte højere hastighed, større rækkevidde og bedre kommunikation mellem de forskellige enheder på netværket.
På den måde får du en streamingløsning, der spiller.
Du er altid velkommen til at spørge os om råd og vejledning i forbindelse med valg af router og opsætning af større systemer.
Hi-Fi Klubbens fem router-råd
Køb din egen router
Den kombinerede modem/router, du har fået af din internetudbyder, egner sig til almindeligt internetbrug med få trådløse enheder. Men den er ikke nødvendigvis velegnet til et streamingsystem. Det er ikke svært at sætte en ny router op. Du skal bare være opmærksom på at slukke for router-funktionen og dermed også det trådløse net i den gamle modem/router, så den nu kun fungerer som modem, når den nye er sat op. På den måde er der kun ét netværk derhjemme.
Placer din router højt
Routeren fungerer som en antenne, og den sender og modtager bedst det trådløse signal, hvis den står hævet et stykke over gulvet. Anden fysisk påvirkning kan også begrænse rækkevidden og stabiliteten af det trådløse signal. Eksempelvis kan det anbefales at sikre, at routeren ikke står meget tæt på store metal flader (f.eks. køleskab), da det kan skærme signalet.
Træk kabel til dine access points
Hvis det trådløse signal skal række langt, kan det være en god idé at tilføje et access point til systemet. Har du streamingenheder på andre etager end routeren, anbefaler vi som tommelfingerregel, at der tilføjes et access point på hver etage. For at få et ordentligt signal til dit access point anbefaler vi, at der trækkes kabel fra router til access point.
2,4 eller 5 gHz?
De fleste nye routere kan sende på to frekvenser: 2,4 gHz og 5 gHz. Der er typisk bedst rækkevidde på 2,4 gHz men til gengæld er 5 gHz hurtigere og mindre udsat for interferens. På korte afstande er 5 gHz bedst, men over længere afstande kan 2,4 gHz være bedre.
Genstarte eller nulstille?
Streamingprodukter glemmer ikke loginoplysningerne til dit hjemmenetværk – med mindre du nulstiller dem. Hvis en enhed mister forbindelsen til routeren, er den bedste løsning at slukke for enheden og tænde den igen. Løser det ikke problemet, kan du genstarte både router, kontrolenhed (telefon/tablet) og streamingenhed.