Der er ikke meget, der overgår lyden fra en rigtig god pladespiller, hvis du vil have en autentisk musikoplevelse, hvor vellyden driver ned ad væggene og sender søde gys ned ad ryggen. I HiFi Klubben har vi i mere end 40 år hjulpet vinylentusiaster med at finde vejen fra god lyd til fantastisk lyd. I denne guide fortæller vi lidt om, hvordan du vælger den rigtige pladespiller, tonearm og pickup, samt hvordan du får mest muligt ud af dine penge på den lange bane.
Fra god lyd til
fantastisk lyd
– magien ligger i detaljen
Uanset om du lytter til analog eller digital lyd, ligger den virkelige magi gemt i mikrodetaljerne. Her finder du de allerfineste overtoner i instrumenter og stemmer, og her finder du også den ruminformation, som får lydbilledet til at åbne sig op omkring dig i en magisk 3D-boble, hvor du pludselig er i samme rum som kunstneren. Det er svært at hente alle disse detaljer uskadt op af pladerillen, og det er i høj grad dét, du betaler for, når du bevæger dig op i de mere eksklusive pladespillere og pickupper.
Dit
grej
skal matche hinanden
Lydkvaliteten fra en pladespiller afhænger først og fremmest af tre ting:
- Pickuppens og tonearmens evne til at hente alle detaljer op af rillen
- Pladespillerens evne til at beskytte signalet mod forstyrrelser
- Kvaliteten af den valgte RIAA-forstærker
Den perfekte lyd kræver selvfølgelig godt grej og korrekt opsætning, men når vi snakker pladespillere, er det også ekstremt vigtigt, at de forskellige komponenter matcher hinanden. Her kan du komme rigtig langt for fornuftige penge ved at vælge en god kombination og placere pladespilleren rigtigt. På den anden side kan du ende op med en kostbar løsning, der kun spiller middelmådigt, fordi tingene passer dårligt sammen. Heldigvis har du HiFi Klubben i baghånden til at hjælpe dig godt i mål.



Platformen
sætter niveauet
Platformen for fantastisk lyd fra vinyl er bogstaveligt talt at have en god platform. Du ved sikkert godt, at du bør placere din pladespiller på et stabilt underlag eller en væghylde for at undgå vibrationer udefra. Men pladespilleren er jo også en platform i sig selv, og jo mere solidt og resonansdødt den er bygget, desto bedre kan den beskytte det ultrasvage signal fra pickuppen mod støj og forvrængning.
Kampen mod vibrationer og resonanser er grunden til, at dyre pladespillere er tunge og tit bygget i eksotiske materialer. Du kan komme et stykke vej med dæmpefødder og andet godt tilbehør, men det er ikke nok, hvis du virkelig har seriøse ambitioner med din vinyl.
Hvis plinten og pladetallerkenen ”synger med”, sætter det i sig selv en grænse for, hvor god lyden kan blive. Du kan høre forskellen, hvis du prøver at banke på plinten på en billig og en dyr model. Den dyre model lyder næsten helt død, og sådan skal det være.
Mange kigger kun på pickuppen og tonearmen, når de vælger grej, men hvis ikke platformen kan leve op til niveauet, kommer du ikke i mål. Præcis som en bil med underdimensionerede bremser og slasket undervogn. Den bliver ikke til en racer, bare fordi du tuner motoren til 500 hestekræfter. Tingene skal følges ad.
Opdag nye detaljer
med en god pickup
Når du bevæger dig op af prisskalaen på pickupper, er det især diamantens slibning og nålearmen, du betaler for. En avanceret slibning – for eksempel Shibata – er lavet til at kunne komme helt ned i de allermindste afkroge af pladerillen og aftaste al informationen korrekt. På samme måde kan nålearmen være lavet i eksotiske materialer som for eksempel boron eller rubin for at blive så let og stiv som muligt.
Det er vanvittigt svært og derfor dyrt at lave disse mikroskopiske komponenter præcist. Det samme gælder de bittesmå spoler og magneter indvendigt i pickuppen. Til gengæld kan lyden blive helt fantastisk – hvis altså pickuppen sidder i den rigtige tonearm.
Når alting går op i en højere enhed, sidder du pludselig i samme rum som dine favoritkunstnere, og du opdager helt nye detaljer i musikken, som du ikke anede var der. Forbedringen kan nogle gange være så stor, at du får lyst til at genhøre hele din pladesamling fra ende til anden. Som en ekstra bonus giver de avancerede nåleslibninger også hørbart mindre overfladestøj, fordi de henter mere musikinformation op af rillen.
Pickupper
for entusiaster
Tonearm og pickup
skal passe sammen
En god tonearm er stiv, resonansdød og friktionsfri, men det er en mekanisk komponent, og derfor påvirker arm og pickup uundgåeligt hinanden. For eksempel gennem den såkaldte egenresonans, som helst skal ligge i området 8-12 Hz for ikke at give fejlsporing og forvrængning. Det er derfor, at MC-pickupper med stive nåleophæng normalt spiller bedst i tungere arme, mens bløde MM-pickupper trives optimalt i en let tonearm. Det er en god tommelfingerregel, men der kan sagtens være undtagelser, så du behøver ikke at udelukke noget på forhånd.
Tonearmens vægt og pickuppens konstruktion siger ikke i sig selv noget om kvaliteten. Både MC- og MM-pickupper kan spille himmelsk, og både tunge og lette tonearme kan være af fremragende kvalitet. Det vigtigste er, at pickup og arm spiller godt sammen, og det kan være meget svært at læse sig til. Her er viden og erfaring altafgørende, og HiFi Klubben er klar til at rådgive dig, så du får den løsning, der matcher din smag og dit budget.
Vælg en god
RIAA-forstærker
RIAA-forstærkeren – også kaldet phono-forstærker eller pickup-forforstærker – er alfa og omega, hvis du vil have den fulde lydkvalitet fra din pladespiller. Det ultrasvage signal fra pickuppen skal beskyttes effektivt mod støj, og RIAA’en skal have de rigtige indstillinger, så din pickup kan udfolde sig optimalt. En velvalgt RIAA-forstærker kan gøre underværker for lyden, og det er en super langtidsinvestering for dig, der har seriøse ambitioner med din vinyl.
RIAA-forstærkere fås indbygget i mange anlæg og også en del pladespillere. Kvaliteten er meget svingende, og derfor kan det være en superfin idé at sammenligne lyden via din indbyggede RIAA med en separat model. Så får du hurtigt en fornemmelse af, om du har en flaskehals i din lyd her. Spørg i din HiFi Klubben butik – måske har de en god RIAA stående, som du kan få lov at låne med hjem.
Under alle omstændigheder får du høj komponentkvalitet og mange flere indstillingsmuligheder med en seriøs separat RIAA, og det kan være med til at give det sidste afgørende touch til lyden, især hvis du har valgt en avanceret og kostbar MC-pickup. Nogle af disse modeller kan være meget kræsne med den elektriske belastning, og hvis du ikke rammer indstillingen helt præcist, får du ikke den optimale lydkvalitet fra pickuppen.
RIAA-forstærkere
til seriøs vinyl
Start det
rigtige sted
– lad os hjælpe dig i mål
Hvis du har langsigtede og seriøse ambitioner med din vinyl, vil vi i HiFi Klubben anbefale, at du starter med at fokusere på den grundlæggende platform, især hvis du har et begrænset budget. En solid, tung pladespiller med en fornuftig pickup er nemlig en langt bedre investering end en middelmådig pladespiller med en dyr pickup, der ikke kan udnytte sit fulde potentiale.
Det kan godt være, at de to løsninger spiller cirka lige godt her og nu, men lyden bliver aldrig bedre, end platformen tillader. Den gode pladespiller kan du frit opgradere med en high-end pickup, når den første er slidt op. Den mindre gode pladespiller har allerede ramt loftet på lydkvalitet, og du kommer ikke længere, med mindre du udskifter hele molevitten.
Uanset hvilken løsning du vælger, skal du selvfølgelig stadig være opmærksom på alt det grundlæggende. Altså en god og stabil placering af pladespilleren samt en helt korrekt montering og justering af både pickup og tonearm.
Tjek vores artikler nedenfor omkring opsætning, pickupper og RIAA-forstærkere, og kom ind i din HiFi Klubben butik for inspiration og rådgivning. Vi finder den rigtige løsning til dig, uanset om står foran dit første skridt mod seriøs vinyl, eller du allerede er en garvet entusiast på jagt efter den næste opgradering.