- Forside›
- Højtaler›
- Indbygning & udendørs højtaler›
- BWCCM7-3S2WH
Bowers & Wilkins CCM7.3 S2 Sort
Bowers & Wilkins CCM7.3 S2 – trevejs lofthøjtaler i high-end klassen
CCM7.3 S2 er en ægte audiofil trevejs lofthøjtaler, som kan tilfredsstille selv meget kræsne ører. Her får du de bedste løsninger fra B&W’s eksklusive 700-serie, blot omplantet til en indbygningsløsning: Carbon Dome diskant, hele to 5” Aerofoil basenheder samt B&W’s unikke Continuum FST-mellemtone.
Uanset om du lytter til musik eller filmlyd, vil CCM7.3 S2 give dig præstationer og råstyrke, som uden problemer kan hamle op med mange fine højtalere i traditionelt design. Hvis du vil have indbygningslyd i absolut topkvalitet overalt i huset, vil CCM7.3 S2 mange steder være den oplagte løsning. Du kan for eksempel montere den i loftet over spisebordet eller i soveværelset og glæde dig i årevis over den enestående rene, luftige og dynamiske lyd.
Audiofil filmlyd i loftet
Med den unikke 45 grader vinkling af enhederne har du en reel mulighed for at indrette en komplet højkvalitets hjemmebiograf udelukkende med skjulte lofthøjtalere. Den specielle vinkling gør, at lydbilledet opleves som i ørehøjde, selvom højtalerne er monteret i loftet. Et perfekt alternativ, hvis beton, glas eller andre forhindringer gør det umuligt at indbygge højtalerne i væggen. Og hvis du alligevel skal igennem hele arbejdet med at planlægge og udføre en indbygningsløsning, hvorfor så ikke få det maksimale ud af det?
OBS: CCM7.3 S2 bruger præcis de samme monteringshuller som den tidligere version af CCM7.3. Du kan derfor hurtigt og problemfrit opgradere til den hørbart bedre S2-lyd, hvis du ønsker det.
Eksklusive Bowers & Wilkins løsninger giver lyd i særklasse
CCM7.3 S2 har en bestykning, som efterlader mange traditionelle højtalere i kølvandet. En række af de tekniske løsninger fra B&W’s eksklusive 700-serie er ført direkte over i CI700-serien, og det er derfor ikke så mærkeligt, at du får en lydkvalitet helt i særklasse, også selvom dine højtalere er skjult i vægge og loft.
Den virkelige stjerne i CCM7.3 S2 er den ”kantløse” FST-mellemtone med membran i vævet Continuum. Denne løsning er oprindelig udviklet til den kompromisløse 800-serie, og den sikrer en krystalklar gengivelse af stemmer og instrumenter.
De to 5” basenheder bruger den samme ultralette og ultrastive Aerofoil-membran, som du finder i de store trevejs-modeller fra 700-serien. Og den avancerede Carbon Dome diskant leverer en detaljering og musikalitet, som de færreste konkurrenter kommer bare i nærheden af.
Fuld kontrol via backbox
Den integrerede backbox er afstivet efter B&W’s eksklusive Matrix-princip, som eliminerer ”kabinetlyd”. B&W har valgt at bruge backbox på CCM7.3 S2 for at få den helt optimale klang og eliminere den ukontrollable indflydelse fra rummet bagved højtaleren. Det betyder samtidig, at du uden problemer kan montere højtaleren i ethvert loft, der tillader den dybe backbox.
Se artiklen ”Hvornår skal jeg bruge en backbox?”