- Forside›
- HiFi & Radio›
- Mini anlæg›
- BLSN230BK
Bluesound POWERNODE EDGE (N230) Sort
Fordele
- Superkompakt og elegant design
- Indbygget 2 x 40 watt DirectDigital stereoforstærker med krystalklar hi-fi lydkvalitet
- Nem opsætning og brugervenlig app-kontrol
- TV-lyd kan styres fra din eksisterende TV-fjernbetjening via HDMI/CEC eller IR-lærefunktion
- Apple AirPlay 2 og Bluetooth med aptX HD og tovejs-funktion til trådløse høretelefoner
- Mange streamingtjenester (TIDAL, Spotify Connect, Deezer, Qobuz, Roon Ready, internetradio m.fl.)
- Fuld trådløs integration med Bluesound multirums-systemet inkl. NAD-forstærkere/receivere og trådløse DALI højtalersystemer med BluOS
- Afspiller HD-lyd op til 24-bit/192kHz (inkl. MQA)
- Tilslutning for ekstern digital eller analog lydkilde (CD-afspiller m.m.)
- IR-fjernbetjening fås som ekstratilbehør
- Kan opsættes til at drive et sæt kablede baghøjtalere i surround setup med Bluesound SOUNDBAR eller POWERNODE (N330)
- Kan sættes i strømbesparende offline standby (0,5 watt)
Begrænsninger
- Nogle alternativer har endnu flere tilslutningsmuligheder og højere råstyrke
- Ikke indbygget RIAA-forstærker til pladespiller
- Ikke knapper til brugerdefinerede forvalg
- Kun 1 indgang til ekstern musikkilde (digital eller analog)
- Ikke udgang til kablede høretelefoner
- Kan ikke udbygges med trådløse Bluesound baghøjtalere til hjemmebio
Randers
Bluesound POWERNODE EDGE (N230) – superkompakt trådløst streaming musikanlæg med krystalklar hi-fi-lyd, multirum og masser af smarte muligheder
Bluesound POWERNODE EDGE (N230) er et superkompakt, elegant, prisvenligt og utrolig alsidigt trådløst musikanlæg. Som sendt fra himlen til dig, der elsker god lyd og smart betjening, men ikke føler det store behov for at spille superhøjt eller se på store blinkende apparater i reolen. Lad dig ikke snyde af det diskrete design og de små ydre mål. Denne lille perle er baseret på nyeste generation af digitale forstærkere, som ikke syner af meget, men som overrasker, når det virkelig gælder.
Med POWERNODE EDGE får du præcis den samme flotte hi-fi-stereolyd som fra et godt traditionelt anlæg, men samtidig et hav af geniale muligheder med trådløs musikstreaming, app-betjening, multirum og TV-lyd. Du skal bare tilføje et par gode stereohøjtalere, og så er du kørende på 1. klasse.
Det superslanke design fylder næsten intet på hylden, og hvis du vil have det endnu mere diskret, kan du uden problemer gemme POWERNODE EDGE væk bag en låge i et skab eller et TV-møbel. Vælger du stoflåger, kan du endda også placere højtalerne ude af syne. Det kan næsten ikke gøres smartere, og du kan se frem til en lydoplevelse, som efterlader soundbarer og trådløse alt-i-et højtalere gispende i vejkanten.
Perfekt kompakt hi-fi-løsning til musik, TV-lyd og indbygning
POWERNODE EDGE kan give dig krystalklar musiknydelse i en mindre stue, hjemmekontor, køkken/alrum, teenageværelse, terrasse og alle andre steder, hvor du vil lytte til musik i lækker hi-fi-kvalitet, uden at det fylder eller koster alverden. De 2 x 40 watt kommer fra en nyudviklet indbygget DirectDigital-forstærker, som kan få alle kvaliteterne frem i et par gode hi-fi-højtalere.
Hvis du alligevel vil have mere power og bund i lyden, kan du supplere med en subwoofer, eventuelt også trådløst. Du kan også overveje den større POWERNODE-model, som yder 2 x 80 watt. Så har du altid en håndfuld ekstra kræfter gemt i ærmet til krævende opgaver eller tungtdrevne højtalere.
POWERNODE EDGE kan løfte din TV-lyd til helt nye højder, og den er også en perfekt forstærkerløsning, hvis du vil bygge højtalere ind i loft eller vægge. 2 x 40 seriøse watt er rigeligt til de fleste indbygningsløsninger, og Bluesound har sørget for, at designet passer perfekt ind i et standard rack, så du helt problemfrit kan stakke så mange apparater, som du har behov for.
Alverdens trådløse musik lige ved hånden i hele dit hjem
Bluesound-appen giver dig totalt overblik over al din trådløse musik med albumcovers og alle funktioner lige under fingerspidserne på din smartphone eller tablet. Du kan streame uendelige mængder af musik fra TIDAL, Spotify Connect, Deezer og andre musiktjenester, og du kan spille alverdens lydformater – inklusive 24-bit – i uovertruffen kvalitet.
Indbygget internetradio finder du naturligvis også, og med den smarte tovejs Bluetooth-funktion kan du også spille musik på trådløse høretelefoner. Når du ikke lige har appen ved hånden, kan du betjene POWERNODE EDGE på det smarte vinklede touchpanel på fronten. Her styrer du den grundlæggende betjening (play/pause/volumen m.m.). Hvis – eller rettere når – du får lyst, kan du lynhurtigt udbygge dit setup med trådløse Bluesound højtalere eller flere POWERNODE EDGE i andre rum, så du får et ægte og superfleksibelt multirums-system for hele familien.
Supernem TV-lyd i topkvalitet
POWERNODE EDGE har HDMI-tilslutning med Audio Return Channel (eARC) og HDMI-CEC. Det betyder, at dit TV og anlægget spiller sammen via HDMI, så lydstyrke m.m. kan styres via din eksisterende TV-fjernbetjening. Bare tilslut TV’et med et HDMI-kabel én gang for alle – så har du TV-lyd i topkvalitet på anlægget!
POWERNODE EDGE tænder og slukker automatisk, både sammen med dit TV og de andre indgange inkl. Bluetooth og optisk. Hvis du skulle have et ældre TV, som ikke understøtter CEC, kan du bruge den optiske indgang sammen med den indbyggede IR-lærefunktion, så du stadig kan styre lyden via din eksisterende TV-fjernbetjening.
POWERNODE EDGE (N230) fås i flere farver. Bluesound IR-fjernbetjening fås som ekstratilbehør.
Bluesound – multirum med ekstra kvalitet i alle detaljer
Bluesound er udviklet af den legendariske hi-fi-producent NAD, som i mere end fire årtier har leveret suveræne hi-fi-produkter til entusiaster over hele verden. Her får du alt det bedste fra det trådløse musikunivers, uden at du behøver at gå på kompromis med lydkvaliteten, droppe dit nuværende anlæg eller få computeren ind i din musikoplevelse.
Bluesound kan tilbyde en suveræn lydløsning til alle rum, uanset om det handler om fleksibilitet, brugervenlighed eller kompromisløs hi-fi. Tilslutninger og funktionalitet er gennemtænkt i en grad, du ikke finder i noget andet system, og du kan frit kombinere dig frem til et komplet trådløst musiksystem, som præcist matcher dit behov. De vigtigste Bluesound-komponenter er:
NODE: Trådløs musikstreamer, som er lige til at koble på dit eksisterende anlæg.
POWERNODE: Trådløst musikanlæg med indbygget stereoforstærker, som selvstændigt kan drive et sæt rigtig gode hi-fi-højtalere. HDMI-CEC gør det til en leg at få TV-lyd i topkvalitet. Mulighed for subwoofer og surround-baghøjtalere, evt. trådløst.
VAULT: Trådløs musikstreamer med indbygget CD-ripper og harddisk-musiklager.
PULSE: Trådløse højtalere i forskellige størrelser med højkvalitets indbygget forstærker.
SOUNDBAR: Avanceret TV-soundbar med Dolby Atmos, mulighed for trådløse surround-baghøjtalere og trådløs subwoofer.
Bluesound kan også integreres med en række stereoforstærkere og surround-receivere fra NAD, nogle via de geniale MDC-indbygningsmoduler. Hermed kan du for eksempel vælge en audiofil NAD-løsning til dit hovedanlæg i stuen og samtidig nyde de mange fleksible Bluesound-muligheder i alle sekundære rum. Som noget unikt kan du endda integrere Bluesound i kompromisløse high-end anlæg via NAD’s eksklusive Masters-serie.
Som en anden unik løsning kan du få et Bluesound-modul til de mange audiofile trådløse højtalersystemer fra DALI. Med denne kombination får du på én gang den lækre trådløse betjening, det uendelige musikudvalg fra nettet og den høje lydkvalitet fra det traditionelle stereoanlæg – uden et stort anlæg og skæmmende højtalerkabler.
AirPlay 2 – streaming og multirum for Apple-fans
AirPlay 2 er en Apple-teknologi, som via din iPhone/iPad giver avanceret multirums-funktionalitet med alle trådløse AirPlay 2-højtalere. AirPlay 2 er en del af Apple iOS-styresystemet, så praktisk talt enhver app, der kan afspille lyd – inklusive YouTube og Netflix – kan streame den direkte til højtalere og anlæg med AirPlay 2. Med andre ord kan du via iOS kombinere dit Bluesound-system med AirPlay 2-højtalere og -anlæg fra andre producenter, og det giver dig langt mere fleksible muligheder, når du sammensætter dit multirums-system.
Tovejs Bluetooth – nemt og smart til trådløse høretelefoner
Skal det være supernemt, har du altid Bluetooth i baghånden, for eksempel hvis vennerne lige skal spille et fedt nummer fra deres smartphone. Via Bluetooth kan du også spille lyd fra YouTube, Netflix og utallige andre apps, hvis du ikke har en iPhone til AirPlay 2. Bluetooth-funktionen understøtter aptX HD-formatet, som kan overføre 24-bit lyd og give en flot lydkvalitet fra en matchende afspiller.
Som en virkelig smart detalje har de nyeste generationer Bluesound produkter (bortset fra FLEX) også fået tovejs Bluetooth, så du kan spille din Bluesound-musik trådløst på et sæt Bluetooth-høretelefoner. Det sparer på dit smartphone-batteri, musikken bliver ikke afbrudt af telefonopkald, og du får den optimale Bluetooth-lydkvalitet. Så bliver det næsten ikke mere frit, og med de mange fine trådløse høretelefoner, som efterhånden er på markedet, er dette virkelig værd at tage med.
Nyd alverdens musik – også i 24-bit HD-kvalitet
Bluesound understøtter en lang række populære musiktjenester på nettet (TIDAL, Spotify Connect, Deezer, Napster m.fl.). Dermed kan du få direkte adgang til mange millioner musiknumre, og hvis du for eksempel vælger TIDAL i HiFi-versionen, kan du streame i fuld CD-kvalitet. Spotify Connect er genialt til dig, der i forvejen er vild med din Spotify app. Her kan du nemlig spille musikken fra den samme Spotify app, som du kender i forvejen.*
Et hastigt voksende antal titler på TIDAL HiFi er også tilgængelige i 24-bit HD-kvalitet via MQA-formatet (Master Quality Authenticated). Bluesound er verdens første fuldt udbyggede multirums-system, som understøtter MQA. Afspilning i HD-kvalitet fra streamingtjenesten Qobuz understøttes også.
Det samme gælder højopløste musikfiler helt op til 24-bit/192kHz, som kan downloades fra internettet, f.eks. fra amerikanske HDtracks. Efter download kan du afspille ægte HD-musik på Bluesound enten fra din PC/Mac eller direkte fra en USB-nøgle/harddisk, og du kan se frem til en virkelig stor oplevelse, ikke mindst ved musik, du troede, du kendte i forvejen.**
Bluesound app – trådløs multirums-kontrol i hele dit hjem
Bluesound er skabt til trådløs app-kontrol fra din smartphone via den gratis Bluesound-app (Apple iOS/Android). Du kan også få fuldt overblik fra din PC/Mac med den tilsvarende Bluesound Desktop Controller. Uanset om du spiller fra en musiktjeneste på nettet eller fra din egen samling, har du alting lige ved hånden, og med albumcovers og tydelig information om numre, albums og kunstnere er det en ren fornøjelse at gå på opdagelse i mulighederne.
Bluesound kan sende trådløs musik ud i ethvert hjørne af dit hjem. Du vælger bare en passende Bluesound-højtaler eller musikstreamer – så har du kvalitetsunderholdning i stue, køkken, soveværelse, kontor, børneværelse, badeværelse m.m. Fra appen styrer du musikvalg og lydniveau individuelt for hvert rum, men du kan også vælge at spille den samme musik i hele huset. Eller slå flere rum sammen i grupper, f.eks. i en voksen- og børneafdeling.
Hurtig og nem opsætning – også til installationsløsninger
Bluesound er nemt at sætte op, også selvom du ikke er specielt interesseret i computere og netværk. Du skal bare have adgangskoden til dit trådløse netværk ved hånden – så er opsætningen i langt de fleste tilfælde hurtigt og smertefrit overstået. Hvis du alligevel skulle få brug for hjælp, står vi naturligvis klar i HiFi Klubben.
Bluesound kræver heller ikke indbygning eller kabeltræk fra rum til rum, så du kan hurtigt udvide systemet til flere rum, og hvis du en dag skal flytte, kan du i et snuptag pakke det hele ned og tage det med dig. Er du i gang med at bygge nyt eller bygge om, kan du alternativt vælge at trække højtaler- og netværkskabler i væggene og placere alle nødvendige afspillere og forstærkere centralt i et teknikrum. Bluesound og NAD tilbyder selvfølgelig også løsninger specielt designet til installation.
* Flere streamingtjenester vil blive tilføjet senere.
** Musik fra et USB-lagermedie skal afspilles via den Bluesound-komponent, hvor det er fysisk tilsluttet. Musikken kan dog via gruppering sendes til flere rum.