- Forside›
- Kabler›
- Strømkabler›
- AQNIAGARA1200EU
AudioQuest Niagara 1200 Sort
Fordele
- Tilslutning for op til 7 apparater (2 x forstærker / 5 x kildekomponenter)
- To high-current udgange
- Begrænser ikke strømtrækket til din forstærker (high-current udgang)
- Relativt kompakte mål
- 18-oktavers bredspektret filtrering af alle former for RF, brum og anden støj
- Isolerer alle tilsluttede apparater mod indbyrdes udstrålet støj
- Beskytter dit anlæg mod strømudsving og overspænding, inkl. lynnedslag
- Forbedrer også ydelsen på AV-udstyr
- Kan bruges med standard 10A strømkabel
Begrænsninger
- Ikke indbygget strømreservoir
- Kun bredspektret støjfiltrering på low-current udgange
- Skal jordforbindes for at yde optimalt
Næstved
AudioQuest Niagara 1200 – avanceret strømfilter til ambitiøse anlæg
Niagara 1200 er et avanceret og kompakt high-end strømfilter, som er skabt til at give alle apparater i dit anlæg en fuldstændig stabil og støjfri forsyningsstrøm. Med en ren strøm vil hele dit system yde sit maksimale, og du opnår en perfekt ”sort” baggrund, hvor ingen detaljer i lyden vil gå tabt på grund af indstrålet støj.
Niagara 1200 er en særdeles spændende løsning til kræsne musik- og hjemmebio-entusiaster. Og set i lyset af, hvor meget der tit bliver ofret på at perfektionere de allerfineste detaljer i high-end-systemer, er dette måske en af de mest givende investeringer, du kan foretage. Med Niagara 1200 optimerer du nemlig hele dit anlæg på én gang, og du kan gøre det til en pris, hvor også almindelige entusiaster kan være med.
Niagara er tungt og solidt bygget, og det nye design giver dig mulighed for at placere filteret både fladt, på højkant eller på siden, eventuelt bag anlægget.
Ren strøm = ren nydelse
Niagara 1200 indeholder en perlerække af tekniske løsninger, som tilsammen renser din forsyningsstrøm for både højfrekvent (RF) og lavfrekvent støj (brum og andre forstyrrelser på lysnettet). Ved at kombinere løsningerne – og via utallige lyttetests op imod de førende konkurrenter – har AudioQuest opnået en jævn og effektiv rensning uden samtidig at hindre det frie strømflow til dine dyrt indkøbte audio- og videokomponenter.
Til forskel fra topmodellerne Niagara 5000 og Niagara 7000 har AudioQuest blandt andet udeladt det enorme indbyggede strømreservoir, som er forudsætningen for at kunne filtrere strømtunge komponenter uden at begrænse strømmen samtidig. Du får derfor kun den avancerede støjfiltrering på dine kildekomponenter, men du kan til gengæld glæde dig over, at to af dine strømtunge komponenter (forstærker, monotrin, subwoofer, aktivt højtalersæt) frit kan trække al den strøm, de har brug for. Og den får også glæde af den indbyggede filtrering mod støj på stelplan.
Niagara 1200 fås i sort/sølv metalfinish.
Den lange vej til totalt ren strøm – uden ulemper i kølvandet
Strømfiltre har i årtier været fast inventar i professionelle lydstudier og lignende miljøer, hvor mange komponenter skal fungere optimalt sammen. Her er det simpelthen ikke muligt at få brum og anden elektrisk støj ned på et acceptabelt niveau, med mindre man bruger strømfiltre.
Støjen kommer både udefra i form af stadig stigende forstyrrelser på lysnettet (industri, husholdningsapparater, digital støj etc.), men den kommer også i form af den støj, som de tilsluttede apparater udstråler indbyrdes samt indstrålet radiobåret højfrekvent støj (f.eks. fra mobiltelefoner, wi-fi, babyalarmer og Bluetooth).
Firmaet Furman er en af verdens førende producenter af professionelle strømfiltre, og det var herfra, at AudioQuest i 2012 hentede hovedingeniør Garth Powell til at udvikle de ultimative strømfiltre til hi-fi-brug. Garth kom med 20 års erfaring på området, og han fik helt frie hænder til projektet. Efter tre års intenst arbejde kunne resultatet – Niagara 7000 – præsenteres, og senere er de mindre modeller kommet til.
Niagara-filtrene er testet af verdens mest kræsne hi-fi-anmeldere, og de er blevet rost og anerkendt for deres unikke evne til at fjerne al elektrisk støj uden at tilføre begrænsninger eller skævheder i den anden ende. En opgave, der er langt mere kompliceret, end den umiddelbart lyder.
De fineste detaljer på en baggrund af total stilhed
I hi-fi-sammenhæng er strømfilterets primære opgave at sikre ”den sorte baggrund”, som er forudsætningen for, at de allerfineste detaljer i musiksignalet kan folde sig ud. Undersøgelser har vist, at elektrisk støj kan overdøve op til en tredjedel af disse mikrodetaljer, og det er typisk hér, at du oplever den største forskel på et ordinært og et sublimt lydsystem.
Det er også her, at du skal høste gevinsten ved at gå fra normalopløst til High-Res lyd. Og det er her, at alverdens hi-fi-entusiaster og musikelskere betaler svimlende beløb for at opnå perfektion. Der er altså al mulig grund til at beskytte mikrodetaljerne.
Der er mange strømfiltre på markedet i mange forskellige prisklasser, men for mange af dem gælder det, at de tilfører nye problemer samtidig med, at de bortfiltrerer støjen. Dette vil du ikke opleve med Niagara, fordi de virker over et bredspektret område uden at give lokal ubalance på strøm, spænding eller impedans. Det er med til at gøre disse eksklusive filtre til noget helt unikt.
Unikke løsninger i perfekt samspil
Niagara-filtrene rummer så mange avancerede tekniske løsninger, at det vil føre for vidt at beskrive dem allesammen. Men det samlede mål er at opnå en så bred og effektiv filtrering som muligt, samtidig med at man sikrer ubegrænset og lynhurtig strømaflevering, når det er nødvendigt.
De store modeller Niagara 7000 og 5000 er bestykket med et strømreservoir, der kan aflevere op til 90A i kortvarige transienter. Så er effekten til forstærker og andre strømtunge komponenter i hus. Niagara-filtrene bortfiltrerer effektivt al støj over hele 21 oktaver, fra brum til radiofrekvenser (RF), inklusive eliminering af støj på stelplan og balanceret teknologi til filtrering af differentialstøj. Topmodellen Niagara 7000 rummer yderligere to 10-kilos Dielectric-Biased transformere til at fjerne de sidste rester af RF-støj fra udgangene til kildekomponenter.
Som en sidste, men absolut ikke uvæsentlig gevinst, isolerer og beskytter Niagara-filtrene også alt dit tilsluttede udstyr mod spændingsudsving og overspænding på lysnettet, inklusive lynnedslag.
Jordforbindelse – en vej til mindre støj
Hvis du læser diskussioner om strømfiltre, vil du meget hurtigt støde på entusiaster, som anbefaler dig at jordforbinde dit udstyr. Og har du mulighed for det, kan det kun anbefales. En korrekt jordforbindelse kan eliminere brumsløjfer og også give en generel reduktion af anden elektrisk støj. Også selvom du måske bliver nødt til at bruge adapterstik eller lignende ekstra komponenter i strømvejen.
Hvis du går denne vej, bør du jordforbinde alle komponenter i dit anlæg. Hvordan du gør det bedst, afhænger af, hvor du bor, og hvordan dine elektriske installationer er udført. Nogle gange er det bare et spørgsmål om at bruge de rigtige strømstik, men det kan også kræve lidt mere professionel know-how og evt. ekstra installationer. Under alle omstændigheder anbefaler vi at spørge en fagmand til råds, hvis du er det mindste i tvivl. Så er du sikker på, at alting bliver udført korrekt.
Kontakt din butik for yderligere info
Hvis du er blevet interesseret i seriøs strømfiltrering, anbefaler vi dig at kontakte din HiFi Klubben butik. Her har du mulighed for at høre mere, og du kan få en demonstration af et Niagara-filter. Du kan eventuelt lave en aftale om at prøve filteret af hjemme på dit eget anlæg uden købsforpligtelse. Så kan du høre forbedringen, inden du beslutter dig for at investere.